Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
Grundlovsdag, d. 5. juni 2023

Festlig og solbeskinnet eftermiddag i Bispehaven. Mere end 400 deltog i årets Grundlovsmøde, hvor både Huxi Bach og Marianne Christiansen brændte igennem med humor såvel som alvor.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kirksten M. Andersen bød velkommen i Bispehaven og ledte Grundlovsmødet

Huxi Bach, som de fleste vil kende fra radio og tv, havde forleden forsøgt at forklare sine børn hvad Grundlovsdag er for en størrelse. Det var han, efter eget udsagn, ikke sluppet så heldigt fra. Huxis børn er kun fem år gamle, så det er nok ikke sært, at de ikke helt forstod den dybere mening og det vigtigste er jo også ret beset, at deres far forsøgte og helt sikkert vil lykkes med at forklare det, når de bliver lidt ældre.

Det lykkedes i hvert fald, og uden at ødelægge den gode stemning, at ruske op i den fremmødte flok, der ellers nød solen og musikken. Han skarpe budskab var blandt andet, at vi måske slet ikke når at få vedtaget en bæredygtig klimaplan, før det er for sent. At 2030 kan blive det år, hvor det vitterligt er for sent at redde vores verden, som vi kender den, bl.a. fordi vi ikke sætter forbruget ned, medmindre en lille mand i bar overkrop slukker for gassen og at vi lever efter NIMBY-principper (Not In My Back Yard), hvilket vil sige, at vi selvfølgelig går ind for solceller og vindmøller, bare ikke inden for vores egen synsvidde.

Huxis konklusion er, at vi i den grad har brug for grundloven som udgangspunkt for at tvinge fællesskabet til at gøre tingene anderledes, end vi plejer.

Haderslevs Biskop Marianne Christiansen startede med at advare om at hende tale ville blive lang, men det viste sig at den bare blev dejlig lang og at vi på bedste vis kom rundt om rigtig mange gode og vigtige pointer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Huxi Bach og Marianne Christiansen ved mødets start

En af dem er, at Grundloven er en frihedslov, der beskytter alle menneskers ret til frihed. Med Grundtvig understreges det, at grundloven er en frihedslov, som kun sætter grænser for at andres frihed kan bestå og at vi, i et af verdens rigeste og frieste lande, skal være modige og turde slippe trygheden for at medvirke til at redde verden.

Vores frihed bygger på en nødvendig bevægelse, der sikrer, at der er folkelig grobund for de beslutninger, folketinget træffer. Love er helt nødvendige for at sikre en levevis, der ikke er paralyseret af en trylleformular om evig vækst. At vi må og skal lære at nøjes med og sætte pris på det, vi rent faktisk har.

Og på den måde kom Marianne Christiansen og Huxi Bachs taler til at supplere hinanden rigtig fint. Huxi startede med at tale om, hvordan vi lærer børnene om vigtige, men svære begreber og Marianne sluttede med at tale om, hvor vigtigt det er at børnene slipper fri af skærmene og får mulighed for at lære af de gode fortællinger. F.eks. historierne om Kardemommeby og Hakkebakkeskoven, hvor næstekærlighed og fællesskab hjælper skurke som Kasper, Jesper, Jonathan og Mikkel Ræv med at blive lukket ind i fællesskabet og dermed bevare friheden.

Den musikalske underholdning blev leveret af SPILLEFOLK, MUSIKALAS og Kirkernes børne- og ungdomskor. En rigtig dejlig eftermiddag i den smukke have, der mindede os alle om, hvorfor Grundloven er uundværlig og demokratiet værd at kæmpe for.