Tekst Hasse Jørgensen, søndag den 3. marts 2024

Når der om få dage er broderifestival i Ribe, vil der være deltagere så langt væk fra som Holland.

BrodeRibe 2024 løber af stablen fredag til søndag den 8.til 10.marts, og bestyrelsen glæder sig helt vildt, fortæller medlemmerene.

Det er anden gang, BrodeRibe arrangerer festivalen, og i lighed med i 2022 er det professionelle brodøser fra hele landet, der kommer og underviser på de 33 workshops. Det er et program, som tiltrækker broderiinteresserede fra hele landet. Der er deltagere fra Thisted, Kolding, Haderslev, Køge, Greve, Købehavn, Flensborg – ja, som nævnt også fra Holland også fra Holland.

– Vi har stadig enkelte billetter til salg, og det ville være dejligt at få alle solgt, så regnskabet kan balancere, siger formanden Lisbet Krogh Nielsen.

Man køber billet via billetto.dk – og hvis der er billetter til overs ved festivalstart, kan de købes i info-standen på festivalen.

Har man billet til en workshop, får man forplejning i form af kaffe/te og brød/kage – og desuden er der en masse fordele, fordi byens handlende bakker op om festivalen. Alle byens cafeer, Café Sallys, Café Quedens, Terpagers, Postgaarden og Bryghuset giver 15% på menuen, og hos Butik B får man 25%, hvis man kan fremvise billet. Hos Ribes Broderi & Garn er der 20% rabat til alle i hele weekenden.

Hele weekenden er der gratis adgang til markedspladsen i Ribehallen. Her kan man både lade sig inspirere af de dygtige brodøser og købe materialer til selv at komme i gang med at brodere. Hver dag er der også et gratis workshop-tilbud, hvor man bare kan møde op og deltage uden tilmelding.

Festivalen kan kun lade sig gøre, fordi der er omkring 30 frivillige, som hjælper til under festivalen. Her er der endda også hjælpere, der kommer langvejs fra for at være med i den summende festivalstemning. Foreningen holder senere en særlig broderidag, kun for de frivillige hjælpere som en tak for indsatsen.