Tekst og collage: Johnny Tauman
16. juli 2018

Tidligere skoleleder på Kongeådal Skole Roll Præstegaard udtaler i forbindelse med den foreslåede overbygningsskole i SeminarieHuset i Ribe:

Skolen er værdifuld i nærmiljøet

”Jeg synes, at skolen er – og var bestemt her i Kongeådal – en stor del af sammenhængskraften i det lille samfund. Det var det sted, hvor alle kom – alle som havde børn (og børnebørn) i skolen”.

Børn er en fantastisk gruppe til at bringe forældre sammen – og også bedsteforældre. Børn kommer i hinandens hjem og taler om hinandens forældre. En masse kommunikation og kendskab skyldes børnene. ”Det savner vi i dag i landsbyen – samt ikke mindst den livgivende lyd fra frikvarteret.

Nu har vi kun brugsen, som et sted hvor mange kommer, men små butikker er trængt af storbutikker. For her vælger man selv om man vil komme.

Det vil være forkert for børnene og lokalsamfundet

Skolen var det sjældent man valgte fra!” fortsætter Roll sine tanker, på spørgsmålet: ”Hvad vil det betyde for lokalsamfundet, hvis overbygningen fra Gredstedbro Skole flyttes til Ribe.

”At man nu også påtænker at samle de store børn fra Gredstedbro skole, vil jeg synes er forkert både over for børnene og lokalsamfundet. Børnenes viden om det lokale og deres tilhørsforhold bliver bestemt ikke styrket af store enheder, mener Roll Præstegaard.

Argumenterne holder ikke – hjertet mangler!

”Og argumentet med at de får flere valgmuligheder af fag og kammerater, kan jeg slet ikke godtage. Jeg mener, at mange børn og unge i dag lider under valgfriheden. Vi har alle brug for, at der er noget, vi er knyttet til, noget som vi ikke kan sige nej til, noget som betyder noget, noget som hjertet hænger ved. For børnene er det skæbnesvangert ikke at være knyttet til et overskueligt netværk”.

Afstand betyder reduceret forældreinddragelse

Roll Præstegaard har også en klar holdning til transport og afstand: ”Transporten er en tid, der kunne bruges mere fornuftigt. Det er min erfaring, at afstanden til skolen er omvendt proportional med forældreinddragelsen,” fastslår Roll Præstegaard og fremhæver: ”Gredstedbro skole har en styrke netop i afstanden og overskueligheden, og jo mere man kan gøre skolen til børnenes og forældrenes jo bedre”.

Konfirmationsforberedelsen hører til lokalt

Sognepræst Ole Witte Madsen, Kongeåpastorat, udtaler i forbindelse med den foreslåede overbygningsskole i SeminarieHuset i Ribe: ”Udfordringerne med konfirmationsforberedelse i landsbysogne uden lokalskole ligger især i transport og transporttid til konfirmationslokalet og derfra til skolen.”

”I Gredstedbro ligger Sognehuset, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted, i gåafstand fra Gredstedbro Skole. I Vilslev foregår konfirmationsforberedelsen i konfirmandstuen, hvortil konfirmanderne cykler eller benytter transport arrangeret af deres forældre. Fra konfirmandstuen til Gredstedbro Skole er der ca. 3 km,” sammenfatter Ole Witte Madsen – og slutter med følgende: ”De udfordringer der måtte komme med en eventuel flytning af overbygning til Ribe vil således være afhængig af, hvilke transportmuligheder, der vil blive stillet til rådighed for konfirmanderne fra området”.