Dette indlæg kan forhåbentlig skabe en sober debat med konstruktive kommentarer og forslag, som kan inspirere mulighederne for bedre anvendelse af vandsystemerne i og omkring Ribe.
Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. august 2022
Vel er åsystemerne omkring Ribe ikke i nærheden af den vandmængde, som er i Themsen cirka 60 kilometer fra London – i nærheden af den gamle middelalderby Henley on Thames –men der kan da drages en række paralleller og forskelle. Det handler både om biologi og plejen af vandløb, men også de mennesker, som dels bor langs vandløbene og ikke mindst har glæde ved at benytte vandløbenes muligheder dels de mange turister og besøgende, som kommer forbi.
Og så er indbyggertallet i Henley lige omkring de 12.000.
Sluseanlæg med 7 km afstand
Lad os først kikke på mængden af vand, der er i Themsen. Her findes der på begge sider af Henley – med godt 7 kilometer afstand – to mega brede stemmeværker med fisketrapper, hvor laks og ørreder sprang, så det var en lyst, da jeg kikkede forbi.
Dertil kommer bemandede sluseanlæg, som havde rigeligt at gøre – hele dagen – med at sluse lige fra små både til den store hjuldamper. Anlæggene ligger i Hambleden og Marsch.
Alle typer skibe
Stemmeværkerne er med til at holde på vandet, således at alle mulige aktiviteter kan udfolde sig. Der er masser af husbåde, sejlbåde, motorbåde og robåde i alverdens modeller. Dertil kommer eldrevne udlejningsbåde. Vil man som borger fx. stå på padelboard, skal man købe en sæson licens til 50 engelske pund.
Badende og fugleflok med røde glenter
Ved Wargreve hoppede en gruppe personer i åen hver morgen og svømmede sammen med store flokke af gæs, mens flokke med røde glenter svævede i luften – klar til at slå ned på sit bytte. Alle svømmere havde en orange gummibold flydende bag sig, så morgenroerne og de sejlende kunne tage hensyn.
Mellem de mindre byer var der en livlig trafik på trampestier langs The Thames – og der blev naturligvis ryddet op, hvis man havde overnattet i det fri. Og det var der mange, der benyttede sig af..
Turismemagnet – 6 dage med sejladser
Hvert år strømmer turister og besøgende fra nær og fjerne til Henley for at overvære festlighederne ved Henley Royal Regatta, der startede tilbage i 1839.
Hele området ændrer karakter – og på den 1 mil 550 yards lange strækning opstrøms dystes der mellem alle bådtyper – fra ”Otteren” til Dobbelt- og Singlescullere. Der kommer omkring 300.000 tilskuere de 6 dage regattaen varer med sine 26 forskellige events.
Folk nyder at være ved vandet
Langs The Thames er der mange serveringssteder – og hyggelige små lommer, hvor ”Coffee to Go” kan nydes, mens børnene udfordrer legepladser og orkestre / sangere underholder fra pavilloner. George Harrison fra The Beatles boede i øvrigt i Henley til sin død i 2001.
Der fornemmes glæde hos brugerne – og ikke mindst hjælpsomhed, når en skipper har besvær med at få sit skib manøvreret på plads. Straks springer en række hjælpere til – både mænd og kvinder.
Og så sammenligningen med Ribe forhold
Her er der drøftelser og forslag om, at spærringerne skal fjernes, da laks, ørreder og snæbler ikke kan komme forbi – dels ved at springe midt i strømmen eller via fisketrapperne. Men ikke nok med det – to gange i døgnet sender vi al åvand ud i Vadehavet, hvilket giver udfordringer for sejlads med skibe, der stikker mere end 1 meter – især på tørre somre. Måske skl der etableres sluseporte, der kan holde på vandet i den eksisterende sluse – eller en ny sluse ved gennemskæringen.
Og nu vi taler om gennemskæringen og den sidste strækning mod Ribe Kammersluse, så kunne der vel gennemføres en eller anden form for kapsejlads her, såfremt det var muligt at komme hertil med den ny trampesti – eller måske en mere fremkommelig sti langs åen. Den er planlagt for mange år siden – og bliver anlagt på et eller andet tidspunkt.
Ribe Kammersluse har et unikt tilbud, som inden for de seneste år bare er blevet bedre og bedre.
Havnens bund og Coffee-to-Go
Ribe Kulturhavn kan blive en turismemagnet, men det fordrer, at de rigtige beslutninger og investeringer falder på plads. Naturligvis skal der ses på havnens bund, og sandbanker skal fjernes, så gæstende skippere ikke kommer til at hænge fast i dagevis. Og er der tale om en havn, skal bunden heller ikke ligne et bjerglandskab, mens skrabes fri – i det mindste i den opmålte sejlrende. Bemærk – ikke graves dybere, men udjævnes.
Om Skibbroen med sin fredede bygninger giver mulighed for at få en Coffe-to-Go restaurant, står hen i det uvisse, men I Henley var det nok nogle af de bedste og mest besøgte cafeer. Byen rummer ellers – lige som Ribe – mange spisesteder med fortovsrestauranter i den gamle bydel.
Værktøjskassen
Og et arbejdende skibsværft – og en oplukkelig bro vil høre med i den værkstøjskasse, som kan give det sidste løft. Men, det kræver så sandelig også, at byens beboere og ikke mindst sejlere står sammen – og viser gejst med en hjælpende hånd, når en gæst har besvær i havnen. I Henley var det helt naturligt, at ingen kaptajn stod alene, når han skulle lægge sit til kaj og have det fortøjet. Og når arbejdet var gjort, så gik snakken lystigt på den lokale pub.
Vedligeholdelsen af vandløb
I åsystemet ved Ribe skærer man grøde fra jernbanebroen ”til Gram” – mens der ikke må vedligeholdes i Dagmarsåen fra jernbanebroen til stemmeværkerne. Er det ikke de samme natur §´er, som er gældende? Hvem kan forklare hvorfor? Må Ribe bare ikke være “Europas Smukkeste Mindre By”?
Og at fisk ikke kan komme forbi stemmeværker og anvende fisketrapper i Ribe – men godt kan forcere samme og højere udfordringer i fx Marsch virker besynderligt.
Og så bader man lystigt i The Thames, mens forholdene i Ribe Østerå skal undersøges. Mon ikke der er de samme sundhedsmæssige udfordringer i begge vandløb?
Slået grøde midt i juli
– Stampemølleåen er næsten ufremkommelig i kano, fortæller Torben Hestehave, der har været på sejltur med sit barnebarn – og han stiller det åbne spørgsmål: hvad skulle det egentlig hjælpe snæbelen?
Appendix: Englændere….
Englændere må tænke anderledes – men de kører jo også i ”den forkerte” side af vejen og har valgt Brexit.
God søndag!