Tekst & Foto Johnny Tauman
23. februar 2020

Biodiversitet – fokus på økosystemer – bliver brugt som svaret på mange spørgsmål – det handler om, at vi skal genskabe naturens balance, så dyr og planter får optimale vilkår. Og rundt om i kommunerne har biologer haft held til at overbevise politikere om, at vedligeholdelse af vandløb sagtens kan nedtones – fx for at give plads til en fiskeart som snæblen.
Men når nu naturen vil det anderledes, så må der handles – og tænkes anderledes. De gamle regulativer for vandløbenes vedligeholdelse skal ikke blot opdateres, men fremskrives, så de ændrede klimatiske vilkår bliver medtaget.
Og så er der jo qua de sidste mange måneders nedbør blevet synligt, at Esbjerg Kommune halter bagefter, når bevillinger til fx vedligehold af diget i Varming ikke sættes i værk, når bevillingen er på plads.
Vi snakker ofte om, at der kan være tale om 10 år og 100 års hændelser, men fx oversvømmelserne omkring Ribe By har været gentagelse på gentagelse inden for blot nogle få uger.
Og hvad med Ribe-diget og Kammerslusen? Det var ved at gå helt galt i 1999, men hvad er der sket siden? Er diget blevet forstærket og bygget højere?  Kan Kammerslusen blive ved at klare de store vandmasser eller skal der  etableres andre løsninger? Måske tænker man bare, at det hele går jo nok – hvem tager ansvar?
Når vandstanden igen falder til normalt niveau – hvad det så end er – så må der tænkes strategisk – og de værste scenarier for stormflod og bagvand simuleres, så de nødvendige forebyggende tiltag kan iværksættes. Det skylder vi os selv – og ikke mindst borgerne, Beredskabet og Sydvestjysk Brandvæsen, som har kæmpet og stadig kæmper med vandmasserne.