Tekst og foto: Renè Jørgensen
26. september 2019.
Deal-bogen 2019 – Jagten på lokale deals.
Det er godt med jer, tænkte jeg, da jeg købte bogen. Bogens forord er – Tillykke med købet, så kan jagten begynde på alle de lokale deals, og bogen kan de fleste steder bruges frem til 31. december 2019. Det betyder, at der kan være penge at spare, når julegaverne skal købes.
Flere af byens butikker byder ind med flere gode tilbud. Bemærk, at bogprisen er kun kr. 100,00
Lad os begynde:
På RYK IND RIBE satte vi os for at afprøve om, der var penge at spare? Nu ville jeg se, hvad jeg kunne få ud af dealbogen.
Først i Kvickly
Skal der holdes børnefødselsdag og vil man gerne slippe for at bage, har hæftet et godt tilbud i Kvickly. Stor kagemand, 3 liter kakaomælk, 15 boller og 15 pølsehorn. Prisen er kr.350,00. Jeg prøvede det af, og der var rigeligt af den store kagemand. Prisen for 15 deltagere er kun kr. 23,00 pr person, kan det gøres billigere?
Hos Tip Top lyder det:
– Det har ikke været det store salg, men når en vare koster et vist beløb, kan det godt betale sig at købe bogen. Det fortæller vi selvfølgelig kunderne, fortæller Tove Sørensen fra butikken, mens hun gør to par bukser og en kasse strømper klar til RYK IND RIBEs reporter. Besparelsen på dette køb blev kr. 340,00.
Hos Butik B kan man spare på silke nattøj
Hos Butik B fortæller Maibritt Frederiksen og Vivian Jensen også kunderne, at de faktisk kan få en besparelse med bogen. Besparelsen er stor på f.eks. silkenattøj, og dyrt lingeri, men ellers er der ikke solgt så mange dealbøger.
Køb over 500 giver rabat
Ribes Broderi & Garn gør som de øvrige butikker: vejleder kunderne godt og er købet over kr. 500,00 kan det godt betale sig at købe dealbogen. Personalet fortæller, at der kun er få, der spørger efter dealbogen. Det sker først, når personalet har fortalt om besparelsen.
ECCO sko og garn
Tidligere på måneden blev det til et par nye ECCO sko hos Skoringen, og her var besparelsen kr. 160,00. Nu mangler der bare noget garn til et nyt halstørklæde, så jeg er meget tilfreds.
Jeg er imponeret over det gode tilbud deal-bogen giver mulighed for, og jeg ville nok anskaffe mig en til juleindkøbene. Og så har jeg ikke en gang nævnt de tre spisesteder, der giver rabat på frokosten, de billige patroner til printeren hos A.R. JØRGENSEN eller de flotte blomsterbuketter og sammenplantninger man kan købe ved Blomsterstedet på Industrivej.
Jeg har sparet kr. 500, og det er uden børnefødselsdagen, så derfor er jeg med igen næste gang, der kommer en rabatbog. Der er penge at spare, og husk vi handler lokalt og støtter Ribes butikker. Forsød efteråret og julemåneden med gode besparelser fra Deal-bogen.