Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 22. oktober 2025
– Jeg blev færdig med gymnasiet denne sommer, men da jeg kan lide at være kreativ og mangler samværet fra gymnasiet, syntes jeg, det her er en fantastisk god ide og mulighed.
Nanna fra Bramming er et af de unge mennesker, der var med, da Ribe Kunstmuseum onsdag tog hul på en helt ny aktivitet, som foreløbigt er et pilotprojekt, men som gerne skulle udvikle sig til at være et fast programpunkt på kunstmuseet hver onsdag i de kommende mange måneder.
Temaet er Ung Kreativitet, og ideen er ifølge museumsinspektør Simone Lind Rasmussen opstået i forbindelse med den udstilling ”at male ud af hovedet”, kunstmuseet for tiden viser.
– Den udstilling er lavet i et samarbejde med Sorø Kunstmuseum, som har stor succes med ung kreativitet, og vi har nydt godt af deres erfaringer på området, lyder det fra Simone Lind Rasmussen.
Og i kunstmuseets kælder går snakken denne eftermiddag lystigt dels mellem deltagerne og dels mellem de to professionelle kunstnere, Isabella Berglund og Kristian Devantier, som museet har fået til at komme for at dele ud af deres erfaringer og give inspiration til de unge mennesker.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På bordene er der masser af frugt samt en skål med slik. Desuden flyder bordene med garn i mange forskellige afskygninger, papir, lim, sakse og andet, der kan bruges til at udløse deltagernes kreativitet.
– For, som de to kunstnere er enige om, er det at stå overfor et stort, tomt lærred meget overvældende. Derfor har vi sat deltagerne sammen i par, og så kan de skabe deres egne værker.
Tilbuddet henvender sig til unge fra 8. klasse og til efter gymnasietiden, og Ung kreativitet gennemføres hver onsdag fra klokken 15,30 til 17.30. Og man møder bare op på Ribe Kunstmuseum.
– Kunstmuseet er jo også for de unge. Vi lever i en digital verden, men vi vil gerne give de unge nogle kreative færdigheder. Vi mener, det er fedt også at lave noget med hånden, siger Simone Lind Rasmussen.
Denne onsdag har Isabella Berglund og Kristian Devantier bidraget med et tema, der hedder leg, helhed og forbindelse. Og det har udfordret de unges fantasi og kreativitet, hvor der snakkes om, hvad der nu skal gøres ved kunstværket og hvor der er enighed om, at det bliver godt.

Kristian, Simone og Isabella