Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 21. april

Meget tyder på, at det var de unge mennesker, der havde størst behov for at komme i byen, da restaurations- og cafelivet – med visse restriktioner – denne onsdag nærmede sig noget, der mindede om normale tilstande fra før corona-tiden.

En rundringning til nogle af de barer, restaurationer og cafeer, der slog dørene op for gæster med bordreservationer onsdag viser, at på spisestederne var der pænt besøg, men man blev ikke løbet over ende.

Til gengæld var der masser af ungdom på Stenbohus, og allerede midt på eftermiddagen var der kun et enkelt bord ledigt, og der var masser af højt humør og stemning.

Cafe Quedens lagde ud allerede fra midt formiddag, og her var der pæn tilstrømning. Som indehaveren Lise Frederiksen sagde, var det dejligt at se, at mange stamgæster dukkede op.

– Vi glæder os så meget til at komme i gang igen, men det er da rigtig godt, at vi også må servere inden døre. Prøv lige at se ud, lød det fra Lise, der kiggede ud på en nok solbeskinnet gå-gade, men hvor en strid og meget kold vind gjorde alle tanker om udendørs servering illusorisk.

På Quedens mødte operasangeren Guido Paevatalu op med sin guitar og underholdt gæsterne dels med et par sange og dels med en orientering om de store forestillinger, der venter i Ribe til sommer. Nemlig operakoncert i Klosterhaven og opførelsen af Farinelli i Ribelunds Festsal.