Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 15. juni

Selv om tingene er på vej tilbage til det normale efter en langvarig corona-krise, er der dog endnu et stykke vej, før alt bliver som ”i de gode gamle dage”.

Der er kommet mere liv i gaderne, men Ribe har slet ikke den tilstrømning af specielt udenlandske turister, som tilfældet plejer at være på det her tidspunkt.

En af dem, der kan snakke med om det, er Claus Pedersen, Danhostel Ribe, der også er næstformand i handelsstandsforeningen.

– Det er først for 14 dage siden, der igen er kommet gang i forretningen. Vi har allerede fået en del fest og møder ind, og det ser rigtig fornuftigt ud med booking til sommer, men vi mangler de udenlandske turister. Vi kan se jo bare se ud i bybilledet, men der kommer flere og flere udenlandske biler, siger Claus Pedersen.

Det er jo blevet lettere for danskerne at rejse ud af landet. Får det nogen betydning?

– Det er jokeren, men jeg håber, at det også går den anden vej, så vi får turister ind i landet. Selv om vi er sluppet af med mundbind og restriktionerne omkring forsamlinger er lettede, er der stadig ekstra arbejde, Vi har fortsat nogle arealkrav og kan ikke udnytte vores kapacitet fuldt ud. Vi kan ikke blot drive butikken, som vi gjorde før krisen, og selv om lejrskolerne igen er begyndt at komme, kommer der stadig afbud fra skoler fordi deres sogn skal lukkes ned på grund af smittestigning, og så kan skolerne ikke rejse ud.

– Så der er ikke noget sikkert endnu, siger Claus Pedersen, der også opfordrer lokalbefolkningen til at bakke op både om de handlende i byen og de arrangementer, der bliver lavet den kommende tid.

– Det er vigtigt, at vi alle bakker op, siger Claus Pedersen.