Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 24. september 2025

Lokalråd Ribe Midt holdt den 22. september på Ribe Pakhus sit femte tingsted, og samtidig det første i sæson 2, som formand Willi Weber sagde i sin velkomst til de ca. 50 fremmødte.

Denne gang var overskriften: Potentiale for udvikling. Efter to yderst oplysende og konstruktive oplæg ved henholdsvis kontaktperson for Lokalråd Ribe Syd Jan Søndergaard Hansen og kontaktperson fra Lokalråd Ribe Nord (og forsker i landdistriktsudvikling ved SDU) Annette Aagaard Thuesen, var der livlig debat om aftenens tema.

Et klart statement fra oplægsholderne var, at brobygning er vejen frem. Samarbejde mellem lokalsamfund og kommune, ikke oppefra og ned, eller nedefra og op, men begge veje.

Eller sagt på en anden måde: vi skal ikke sidde og vente på at ”kommunen” tager initiativet. Hvis vi vil have en plan for, hvordan den sydlige del af Esbjerg Kommune skal udvikle sig, skal de tre lokalråd arbejde sammen og komme med forslag til byrådet og forvaltningerne.

Så opgaven til de tre lokalråd med fornavnet Ribe er nu at nedsætte en arbejdsgruppe til at starte arbejde med udviklingsprojekt/ideer til den sydlige del af kommunen, som dækker de tre lokalråd.

Der var deltagere fra alle lokalområder og flere nuværende og kommende medlemmer af Esbjerg Kommunes byråd.

Spændende oplæg, dels fra lokal vinkel med kig på Ribe by og Esbjerg Kommune som helhed, dels med forskerbriller. Stor viden i f.eks. Viborg, Randers og Odder kommuner. Om strategiske udviklingsprojekter med udgangspunkt i landdistrikterne, om dialog og den såkaldte brobygnings model.