Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 9. maj.
Endnu før folketingsvalget var udskrevet, har Ribe Katedralskole arrangeret et spændende vælgermøde med nogle af de kendte politikere. Og mødet er ikke blevet mindre spændende efter statsminister Lars Lykke Rasmussen har “trykket på valgknappen”.
Vælgermødet for skolens studerende holdes mandag den 13. maj om formiddagen.
Panelet er sammensat af: Jesper Petersen (Socialdemokratiet), Ulla Tørnæs (Venstre), Marie Krarup (Dansk Folkeparti), Henrik Dahl (Liberal Alliance), Mikkel Ammitzböll (SF), Henning Hyllested (Enhedslisten), Lotte Rod (Radikale Venstre), Karin Rohr Genz (Alternativet) og Frederik Münster (Konservative)
Hver af de inviterede politikere indleder i to minutter, hvor de præsenterer sig selv, deres parti og deres mærkesager. Herefter er der fri debat.
– Vi vil i høj grad lade emnerne afhænge af spørgsmål fra salen, men vi regner med, at vi med stor sikkerhed kommer til at tale om klima, uddannelse og udlændinge. Emnerne pension og sundhed,som også er højt på den politiske dagsorden, interesserer nok vores elever lidt mindre. Vi afslutter debatten med, at politikerne hver især får ét minut til at runde af, fortæller Anne Granum-Jensen, Ribe Katedralskole.










































































