Tekst Hasse Jørgensen, fotos Anders, Vibeke og Hasse, tirsdag den 17. september 2024
Mens solen skinnede fra en skyfri sensommerhimmel, tog de store maskiner tirsdag morgen hul på det gamle vandtårn på Ribe Jernindustris tidligere grund, hvor de gamle bygninger som bekendt må vige for en helt ny bydel.
Og med nedrivningen af det gamle vandtårn har byens silhuet set fra nord ændret sig markant.
Først var det det store skilt, der markerede jernindustrien, som forsvandt og gennem adskillige år har været et vartegn for Ribe. Og nu ryger vandtårnet også.
Eksperter har vurderet, at det var for dyrt at bevare det gamle vandtårn. Udgiften alene til bevarelse blev anslået til mellem 1 og 1,5 millioner kroner, hvortil så i givet fald kom udgiften til den fremtidige anvendelse.
Det er firmaet P-E Olesen, der står for den store nedbrydningsopgave.