Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, torsdag den 9. april 2029

Selv det offentlige kan handle hurtigt.

Det er bevist i og med, at de handlende i Ribe netop har fået tilladelse til at holde åbent i pinsen, hvor der som bekendt både er Tulipanfest og folkemøde. Begge dele ventes at samle rigtig mange mennesker i byen.

Mandag sidst på eftermiddagen anbefalede byrådet en indstilling fra Ribe Handelsstandsforening om, at de handlende i Ribe kan holde åbent på helligdagene i pinsen. Byrådet skal anbefale den indstilling, hvorefter den sendes videre til Erhvervsstyrelsen, der kommer med den endelige godkendelse.

– Da byrådet havde anbefalet indstillingen, blev den onsdag sendt videre til erhvervsstyrelsen, og allerede samme dag kom svaret: ansøgningen var godkendt, fortæller handels- og eventschef Tom Meyer Andreasen.

Den hurtige behandling i Erhvervsstyrelsen skyldes givetvis, at Danmark for tiden kun har en forretningsregering, der kun administrerer og ikke tager nye tiltag. Det betyder, at medarbejderne i de respektive ministerier og styrelser rent faktisk ikke har meget at lave.

Det er formentligt sidste gang, at de handlende i Ribe skal søge om denne tilladelse. Et nyt lovforslag, fremsendt før valget, siger, at i byer med under omkring 17.000 indbyggere, kan de handlende selv bestemme deres åbningstider. Det nye lovforslag træder i kraft ved årsskiftet 2026/27.