Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 21. juni

Vejret var ikke det mest sommerlige, da de første studenter mandag formiddag sprang ud på Ribe Katedralskole og traditionen tro hejste flaget. Men det gjorde ingen skår i glæden. Humøret var højt og flaget foldede sig smukt ud mod den lidt sky-grå himmel.

De fem elever, der hejste flaget, var: Anne-Sofie Carlsen Skov 2o (hf), Cristel Christoffersen Fogh 3y (stx), Frederik Ohrt Bonnichsen 3k (hhx), Maja Belling Lund 3k (hhx), Martha Johanne Knappe 3x (stx) og Nicolai Holst Teilmann 3m (hhx).

Som sædvanen byder, var mange forældre og pårørende og venner til de nybagte studenter mødt op for at ønske tillykke med overstået studietid, og sådan vil de næste par dage på katedralskolen forløbe, når de mange unge får deres eksamen og huer.

På fredag er der dimission over to omgang. Det er kun for studenterne og de nærmeste pårørende på grund af Covid19. Ripensersamfundet og dermed tidligere studenter fra katedralskole er ikke med i år.

Dimissionen holdes henholdsvis klokken 9.30 og 12.00 i skolens gård. I tilfælde af dårligt vejr er det i domkirken.

De fem første studenter er fra venstre Marthe, Christel, Maja, Anne-Sofie, Nicolai og Frederik assisteret af skolens pedel.