Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 4. maj
Solen sendte sine varme stråler ned over Munketorvet, men samtidig strøg en strid og kold vind hen over pladsen denne mandag den 4. maj år 2020. Og måske var vejret meget symbolsk, for der var noget at glæde sig over, men der var også noget at sørge over. For 75 år siden blev Danmark befriet for nazisternes herredømme. Og det var glædeligt. Men desværre kostede kampen også liv, og seks gode borgere i Ribe mistede livet i modstandskampen.
De seks navne er hugget ind i den store sten, der står ved Sct. Catharinæ Kirke, og hvor Hjemmeværnet og Forsvarsbrødrene hver år plejer at mindes de faldne netop den 4. maj med kransenedlægning.
Den mindehøjtidelighed foregik i år i dybeste stilhed. Normalt finder kransenedlægningen sted klokken 15, men da Deres udsendte sammen med en yngre og ældre dame mødte op for at overvære kransenedlægningen, var der allerede lagt en buket blomster ved mindestenen fra Hjemmeværnet.
Snakken blandt de få fremmødte gik på, at man trods disse corona-tider nok godt netop i 75-året for befrielsen kunne være mødets i fri luft til en lille mindestund, hvor det nok var muligt at holde en indbyrdes afstand deltagerne i mellem på mellem en og to meter, som anbefalet af sundhedsmyndighederne.
Men omvendt var det godt, at nogen trods alt havde tænkt på at mindes de seks faldne, som i øvrigt er Knud Valdemar Frandsen, Knud Jensen, Svend Jacob Kjær, Erik J. Larsen, Johs. Prahl og Peter Andersen.









































































