Tekst Hasse Jørgensen, foto Destination Vadehavskysten, torsdag den 14. juli 2022
Hvor kommer endagsturisterne i Ribe fra? Hvilke attraktioner besøges hvornår? Hvad køber turisterne, når det regner? Hvor mange sommerhuse er booket på Fanø om fjorten dage?
Gennem anonyme mobildata og kreditkort transaktioner, bookede overnatninger og mange andre datakilder skabes ny viden om gæsterne og deres forventede adfærd.
– Vadehavskysten er helt fremme i bussen med vores medvirken i dette spændende og banebrydende initiativ. Vi får et fantastisk værktøj til at hjælpe turistaktørerne, detailhandlen og kommunerne med at forstå turisternes adfærd, fortæller destinationschef Hans Peter Folmann, og fortsætter: – Vi får en helt anden forståelse for vores turister og deres adfærd. I princippet vil vi kunne fortælle Hotel Dagmar, hvor mange stjerneskud, der skal produceres i næste uge, hvor mange endagsturister fra Københavnsområdet, der vil være i Ribe en tilfældig onsdag, og at belægningsprocenten på Fanø er på xx% i oktober.
Med delingen af datainformationer kan købmandsforretningerne eller attraktionerne i Destination Vadehavskysten eksempelvis sammenkæde køb i butikkerne med sammensætningen af beboere i områdets sommerhuse. Derved sættes helt nye standarder for, hvilke varer der er på hylderne, og i et bredere perspektiv kan den fælles dataplatform give virksomheder, destinationer, kommuner og de nationale udviklingsselskaber de bedste forudsætninger for at styrke forretningen, levere bedre service, bidrage til den gode oplevelse og dermed sikre konkurrenceevnen.
– Tidligere har vi skullet vente i måneder på at få viden om gæsterne, der var i destinationen. Nu ved vi hvem der kommer og hvornår, siger Claus Pedersen, formand for destination Vadehavskysten. Han påpeger, at dataprojektet viser værdien af den nye destination og det tætte samarbejde langs Vestkysten.
– Vi glæder os til at dele viden og i et tæt samarbejde med Destination Vadehavskystens partnere understøtte deres forretningsudvikling bedst muligt.
Fakta
Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark tog i 2020 initiativ til at styrke digitaliseringen og udnyttelsen af data i dansk turismesammenhæng med projektet ’Destination:Digital’. Et projekt, der startede på Rømø og siden blev udrullet til hele Vestkysten via Destination Nordvestkysten, Destination Vesterhavet og Destination Vadehavskysten og med NTT DATA Business Solutions som samarbejdspartner.
Her har en række lokale turismevirksomheder delt data med hinanden, suppleret med offentlige data om turisternes adfærd med henblik på at skabe fælles indsigter, der kan give de enkelte virksomheder endnu bedre vilkår for at skabe de ideelle rammer og vilkår forlandets turister.
Destination Vadehavskysten har koordineret pilotprojektet for attraktioner og museer, hvor Vadehavscentret, Sydvestjyske Museer og Fiskeri- og Søfartsmuseet har deltaget fra destinationen sammen med andre attraktioner langs Vestkysten.









































































