Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, fredag den 19. december 2025
Danske Hoteller, der ejer Hotel Dagmar i Ribe, har nu også købt den legendariske restauration Weiss Stue med ejendom Torvet 2 samt naboejendommen, Overdammen 1.
Danske Hoteller har købt bygningerne af Leif Petersen.
Ifølge direktør Allan Jacobsen, Hotel Dagmar, er det meningen, at Weiss Stue skal fortsætte i samme ånd som hidtil.
Som direktøren siger, ”vi skal passe på vores bymidte”.
Overtagelsen sker 1. januar. Det er anden gang indenfor kort tid, at Danske Hoteller har købt op i Ribe. Tidligere var det et par ejendomme i Grønnegade, hvor kæden sikrede sig nogle parkeringspladser til gæsterne, ligesom en bagbygning skal indrettes til værelser.
Weiss Stue blev sat til salg, da Pia og Johnny Frederiksen opsagde forpagtningen af restaurationen med udgangen af indeværende år. Pia og Johnny Frederiksen overtager til gengæld restauration Spisestuen i Dagmarsgade i Esbjerg.
Leif Petersen overtog for mange år siden Hotel Dagmar efter sin far, Tage Petersen, og efter han stoppe med driften af Hotel Dagmar købte han Weiss Stue, der indtil da var drevet af Jette og Knud Nielsen.
I en pressemeddelelse fra Danske Hoteller hedder det: ”Efter yderligere korte og intense forhandlinger imellem sælger og Danske Hoteller A/S, er der indgået aftale om, at Danske Hoteller A/S med virkning fra den 1. januar 2026 overtager ejendommene Torvet 2 og Overdammen 1 i Ribe.
Handelsprisen er aftalt til 11,0 mio. kr. fordelt med gældsbrev til sælger på 3 mio.kr. og resten som kontant betaling.
Ejendommene er beliggende lige overfor Hotel Dagmar ud til Torvet i Ribe og indeholder bl.a. den meget ikoniske Restaurant Weis Stue med 7 værelser på første sal, som er smagfuldt indrettet og i særlig grad historiske. Derudover er der i handelsprisen indeholdt et forretningslejemål og et boliglejemål.
Danske Hoteller A/S offentliggjorde i oktober, at selskabet ligeledes pr. 1 januar 2026 overtager Ribeejendommene Grønnegade 4 og 6, som ligger i umiddelbar tilknytning til de i dag offentliggjorte ejendomskøb.
Med erhvervelsen vil vi yderligere styrke vores position i Ribe”











































































