Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 10. januar
Kunderne i Kvickly, Føtex og Rema 1000 på Moltkes Alle fik sig fredag sidst på eftermiddagen en noget anderledes indkøbsoplevelse end det normale.
De tre varehuse blev i et kvarters tid indtaget af dansere fra foreningen Kom og Dans Ribe, og mens kunderne gik rundt for at finde deres varer, var de danseglade mennesker fra foreningen i fuld gang med at demonstrere deres hobby mellem frysediske og reoler, nemlig det at danse.
Ideen ”kom og dans” henvender sig til det voksne publikum, der kan lide at danse swing og rock’n’roll, og i Ribe mødes disse mennesker om onsdagen i SeminarieHuset, hvor der i halvanden time bliver danset på livet løs.
Oprindeligt kommer ideen ”kom og dans” fra Norge for 20 år siden, men den har bredt sig til Danmark specielt indenfor den sidste halve snes år. I Ribe har man i den kommende tid to prøveaftener, nemlig den 15. og den 22. januar, hvor man mødes i SeminarieHuset klokken 19, og her er alle velkomne.
Lørdag aften, den 11. januar, holdes der i øvrigt en fest i SeminarieHuset, hvor bandet Tidal leverer musikken. Her kommer der danseglade mennesker fra store dele af landet.
Billederne til artiklen er alle optaget i Rama 1000 på Moltkes Alle.












































































