Tekst & Foto: Johnny Tauman
24. september 2021
Når Danmarks Naturfredningsforening har valgt ny formand på sit bestyrelsesmøde (11. oktober), så er der lagt op til nogle mærkbare og synlige ændringer, hvis man trækker essensen ud af oplæggene og debatten på årsmødet, der som tidligere nævnt blev afholdt torsdag aften i KFUM og KFUKs mødelokaler i Kirkegade i Esbjerg.
Dialog frem for konfrontation
Der har hersket stor uenighed i bestyrelsen, hvor 8 ud af 11 har haft en anden holdning end formanden Leif Wagner Jørgensen i forhold til ledelsesstil. Det førte til en massiv kritik, hvor et af oplæggene handlede om at skabe en demokratisk stil med både internt og eksternt samarbejde. – Det er vigtigt, at Danmarks Naturfredningsforening, Esbjerg vælger dialogen frem for at gå konfrontationens veje, var et af budskaberne.
Beretning i flere dele
De mange fremmødte fik en gennemgang af de forskellige hovedområder DN har beskæftiget sig med gennem de sidste par år – og nogle indlæg blev udleveret i papirversion. Det viste sig at være ganske fornuftigt, da der er tale om rent fagspecifikke forhold og undersøgelser.
Formanden ville selv stoppe
Som skrevet tidligere blev formanden Leif Wagner Jørgensen ikke genvalgt til bestyrelsen. I sin beretning havde han gjort opmærksom på, at han havde været formand siden 2004 og ikke ville fortsætte længere. – Jeg er bedre til at sagsbehandle, lød det fra Leif, som også nævnte, at han sammen med DN arbejder for at beskytte arter, ”der ikke kan sige noget”. Dermed mener han, de dyr, som bare forsvinder ud af bagdøren. DN er deres talerør.
Formandens beretning
Formandens beretning indeholdt et stort afsnit om beskyttelse af kystområderne i Esbjerg Kommune – herunder spredt bebyggelse i det åbne land (Landzonetilladelser – bla. ved Sneum Sluse).
Inden for afsnittet om Naturbeskyttelsesloven var der nævnt en række sager, som DN har vundet – og endelig kunne man læse:
Igangværende klage: Grødeskæring ved Ribe Mølledam.
Denne klage blev hverken nævnt eller drøftet på Årsmødet.
Afslutningsvis nævnte formanden udbygningen af Esbjerg Havn.
Miljøbeskyttelsesloven
Flemming Langtved Larsen holdt et indlæg om Miljøbeskyttelsesloven – miljøvurderinger og revurderinger af nye forurenende virksomheder.
Vandløbene
Inger Jensen omtalte sit arbejde med vandløbene, som skal have god økologisk kvalitet. Her ser man bla. smådyr og om der er fisk, er der fald og slyngninger og ikke mindst spærringer.
Hun omtalte et beløb i størrelsen af 46 millioner, hvor 20 millioner går til okkeranlæg. Til fjernelse af styrt / spærringer er der anvendt 8 millioner og endelig er der anvendt 6 millioner til forbedringer af bund – sten, grus.
Inger omtalte samarbejdet med Esbjerg Kommune som positivt.
Klappladser
Endelig blev der udleveret et stort illustreret indlæg fra Claus Nissen, som bla. beskriver kontrol med klaptilladelser og placering af klappladser i forbindelse med bla. havne udvidelsen.
Det handler om den “jord”, som fjernes fra bunden og sejles ud i havet.
Årsmødet korrekt varslet
Knud Erik Vinding, der er den lokale webmaster med ansvar for Nyhedsbreve, Hjemmeside og Facebook talte varmt for at udvikle en ny mødestruktur – en helt anden retning end i dag.
Der har været en del debat, om medlemmerne skulle være orienteret pr. mail om afholdelse af Årsmødet. Her blev konklusionen, at Årsmødet har været varslet på hjemmesiden med 14 dages varsel, at det skal ligge i efterårsmøderne og at der skal foreligge en dagsorden. Dermed var alle tre kriterier indfriet.
Men samtidig vil medlemslisterne blive ajourført, så alle der har tilmeldt sig Nyhedsbrev naturligvis bliver orienteret i egen mailboks.
Beretningen taget til efterretning
Beretningen skulle ikke til afstemning – den skal ifølge vedtægterne blot tages til efterretning, lød det fra aftenens dirigent Mikkel Havelund fra hovedorganisationen.
Nyt bestyrelsesmedlem fra V. Vedsted
Fra Ribe-området blev Peter Emil Jensen nyvalgt – han har tidligere været inden for organisationen og bla. arbejdet med følgende to emner: § 3 områder og ”fravalg” af den Indre Ringvej i Ribe.
Eventuelt
Da valget var overstået, blev der under evt. spurgt ind til DNs mission i forhold til Anlægsgartner Jesper Rohr Jørgensens ønske om at bygge sit domicil på Varde Hovedvej. Der blev givet et kort svar af bestyrelsesmedlem Henrik Præstholm, hvoraf det fremgik, at årsagen til manglende tilladelse skyldes Vejdirektoratet.
Tak for stor deltagelse
Mødet sluttede med, at den nu fungerende formand Leif Wagner Jørgensen takkede for den store interesse og deltagelse til Årsmødet. Han fortalte, at han – efter det kommende formandsvalg – vil fortsætte som frivillig i DN med emner som planloven, naturbeskyttelse og formidling af natur.









































































