Tekst og Collage: Johnny Tauman    Privatfoto
13. juli 2021

– For os at se er det en nærmest grotesk udvikling, der sker på spørgsmålet, om hvorvidt honningbierne udkonkurrerer de vilde bier, siger konsulent Ole Kilpinen, Danmarks Biavlerforening. PÅ RYK IND RIBEs henvendelse siger han bla.: – Jeg vil gerne lige fremhæve nogle ting, jeg mener er relevante i forhold til situationen i Esbjerg kommune.

Honningbier i naturen

– For det første, honningbier hører naturligt til i den danske natur. Vi har haft honningbier i Danmark siden træerne indvandrede efter sidste istid. Det er korrekt, at vi ikke har ret mange vilde honningbier, specielt pga. en parasit, varroamiden, men de honningbier vi har, udfylder præcis samme rolle i naturen, som de vilde honningbier har gjort, forklarer Ole Kilpinen. Danmarks Biavlerforening ser derfor med stor bekymring på, hvad der vil ske, hvis man helt fjerner honningbierne fra de danske naturområder.
Der bliver tit argumenteret med, at man skal fjerne dem for en sikkerheds skyld. – Vi mener, at man tager en kæmpe chance ved at fjerne dem. Vi ved ikke, hvordan det vil påvirke naturen, udtaler Ole Kilpinen, der fortsætter: – Vi skal også huske, at mange af de danske naturområder er kulturlandskaber. Specielt heden. De vil forsvinde, hvis vi ikke vedligeholder dem. Det er menneskets aktivitet, der har skabt dem. Hedebønderne har altid holdt honningbier. De har altid været en del af hedens økosystem.

Mange publikationer med usikkerhed

Der udgives mange internationale publikationer, hvor man forsøger at måle på, om antallet af bifamilier påvirker de andre bier i et område. – Og ja, der er en del, hvor man har fundet en eller to parametre, hvor man kan se en effekt. Men gennemgående er alle disse undersøgelser præget af meget store usikkerheder, og mange kan der i høj grad stilles spørgsmålstegn ved, lyder det fra Danmarks Biavlerforening.

Højtråbende med hård debattone

Der er desværre grupper som er meget højtråbende, og som fører en meget hård debattone på de sociale medier. Det får andre til at trække sig fra debatten.  – Mere seriøse forskere er, så vidt vi ved, enige i, at konkurrence fra honningbier langt fra er det største problem de vilde bestøvere har. Det er mangel på føde, levesteder og egnede redepladser, som er de helt store udfordringer. Det er der vi skal sætte ind og forbedre forholdene. Det batter noget, fastslår konsulent Ole Kilpinen.

Indstillet på saglig debat

– Som biavlere er vi bestemt indstillet på, at vi kan diskutere, hvor mange bifamilier, der kan stilles op i et naturområde, lyder det fra Danmarks Biavlerforening: – Men det skal være på et sagligt grundlag. Ikke som her, hvor man hele tiden lægger lag af sikkerhedsmargin på sikkerhedsmargin, på sikkerhedsmargin, og til sidst ender med helt at forbyde honningbierne.
Biavlere er generelt interesserede i naturen. – helt afhængige af naturen og arbejder meget aktivt for at forbedre forholdende for ALLE bestøvende insekter.

Bestøvning af stor betydning

– Afsluttende bliver vi bliver også nødt til at påpege, at bestøvning har meget stor betydning for landbruget. For vores produktion af fødevarer. Honningbien er den vigtigste bestøver af afgrøderne. En god bestøvning betyder, at landmanden kan producere mere, uden at belaste miljøet og klimaet. Erhvervsbiavlerne er meget vigtige for denne bestøvning. Som erhverv er erhvervsbiavlen meget presset. Fratager man dem muligheden for at opstille bier på heden, kan man give dem det sidste skub og så risikerer man ikke længere at kunne levere tilstrækkelig bestøvning af landmændenes afgrøder. Skal man opretholde den samme produktion vil det altså belaste miljøet og klimaet yderligere, og hvordan vil det så påvirke den vilde fauna?

Vil gerne samarbejde

Danmarks Biavlerforening er frustrerede over, at man ikke kan se mere nuanceret på tingene og lader sig påvirke af debatten på de sociale medier. Vi vil meget gerne samarbejde om at forbedre forholdene for alle bestøvere i Danmark, men nogle gange bliver foreningen slet ikke inddraget i processen.