Tekst og foto: Renè Jørgensen
3. juli 2023.
DANMARK DEJLIGST: Lokale bakker op igen
Rejsby: Danmarks frivillige er bare dejlige! Kun fem dage efter at de første frivillige vagter blev lagt ud på Facebook, har Danmark Dejligst bestyrelsen fået bekræftet at der er god opbakning fra de frivillige i år. Mere end 65% af vagterne er allerede besat, og flere har også tilkendegivet at de vil hjælpe i dagene op til, med at gøre festivalpladsen klar.
– Jeg er ret tryg igen i år. Det hang lidt i bremserne sidste år og derfor har vi da også været spændte, men det går overraskende godt, fortæller næstformand og frivilligansvarlig Karin Lorenzen. Hun er sikker på at de sidste pladser i ølvogne og madtelte bliver besat i løbet af den kommende måned, men hun understreger at der altid er plads til flere, ALTID! og især kunne det være godt med flere frivillige fra Rejsby, der i år lægger græs til festen.
Formanden og resten af bestyrelsen har styr på deres ansvarsområder. Især ”økonomiminister” Keld Stenger er glad. I år er indgået præcis de sponsoraftaler som den gratis festival har drømt om.
– Vi har i bestyrelsen den aftale, at vi kun vil booke musik for de midler vi får ind via sponsorer. På programmet kan man jo så se, at det er lykkedes rigtig godt i år. Vi har fået mange nye sponsorer med, og i det hele taget har vi ikke mærket til krisesnak. Nok har nogen sponsorer skåret lidt i tilskuddet, men i stedet er det lykkedes at indgå mange mindre aftaler, fortæller han. Han opfordrer publikum til at bakke op om sponsorene og lover at det efterhånden kendte håndmalede sponsorskilt igen i år bliver placeret synligt på pladsen og delt på sociale medier, så snart det er klar.
Gratis og god stemning
Danmark Dejligst spiller i år op den 29.juli i Rejsby og er lokalt efterhånden kendt som en hyggelig forvokset havefest. Det er gratis at komme ind, og foreningen bag, sørger for salg af grillpølser, sandwich, kolde øl og dejlige kager. Det er en festival for hele familien, hvor også musikken taler til alle aldre.
Eftersom der ikke opkræves entré, er der ikke andre indtægter en sponsorater og det der kan tjenes på salg af øl og mad. Musikken finansieres af sponsorer, og i alt har mere end 30 virksomheder fra lokalområdet, herunder også fra Ribe, Bredebro og Løgumkloster valgt at bidrage med større eller mindre bidrag.
Festen har i de foregående år været et tilløbsstykke og bestyrelsen forventer igen i år at runde ca. 2000 gæster.
Store navne i lille by
Når der spilles op kl. 13, den 29. juli, er det med festivalens faste ”inventar” Zididada som første band. Zididada er altid gode for sommerhits og evig sol og den tætte relation mellem bandets forsanger Jimmi og området.
Ribe-drenge på scenen
Zididada gæstede også Torvet i Ribe sidste sommer og det var tydeligt at flere fans var kommet for at hilse på gruppens guitarist Lars Maasbøl, der er gammel Ribe-dreng. Blandt de øvrige bands med rødder i Ribe, er OLD SCHOOLs Klaus Fog og Jesper Amtorp. Claus Christensen fra Out Of Words kommer også fra Ribe.
Også Zididada har jo rødder i Ribe og i det hele taget ved vi at flere at vores faste publikummer, især de yngre, kommer fra Ribe, lyder det fra Karin Lorenzen Kjærgaard i en pressemeddelelse.