Tekst: Hans Jørgensen. Foto og kort: Esbjerg Kommune.

Midt i den travleste turisttid bliver det mere end almindeligt svært at komme fra den ene ende af Ribe by til den anden.

I perioden fra den 28. maj til den 8. oktober bliver Dagmarsgade spærret for al kørende trafik. Nærmere betegnet fra rundkørslen foran banegården til Kurveholmen.

Årsagen er, at Dagmarsbroen skal have en gennemgribende renovering, og ifølge formanden for udvalg for byggeri og teknik, Søren Heide Lambertsen (S), kan arbejdet på grund af dets karakter kun gennemføres i sommerperioden.

Ny spuns, nye kantbjælker, ny fugtisolering, nyt fortov og nymalede rækværker. Det er det, der skal laves på broen.

”Renoveringen af den gamle bro fra 1938 er tiltrængt, for sidste registrerede renoveringsarbejde foregik i 1969. Det kommende arbejde gennemføres med respekt for, ar broen i sig selv udgør en seværdighed i Ribe. At arbejdet skal udføres netop i højsæsonen for turistbesøg, er uundgåeligt”, hedder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

– Det er en omfattende renovering af broen, som desværre kun kan udføres i sommerperioden. Har man mulighed for at parkere f.eks. på P-nord, P-syd eller P-øst i stedet for at køre ind i kernen af den gamle middelalderby, vil det være en stor hjælp og lette trafikken, som nu kun kan passere via Sønderportsgade og Hundegade, siger Søren Heide Lambertsen.

Lukningen af Dagmarsgade kommer også til at berøre rækkefølgen af andre planlagte anlægsarbejder i byen, så de trafikale påvirkninger af Dagmarsgadebroens lukning minimeres.

Hele renoveringen forventes at koste 1,7 millioner kroner.