Tekst & Foto: Johnny Tauman
5. marts 2022

– Hvordan mon de fleste læsere af RYK IND RIBE vil opleve, at en idyllisk og velplejet have pludselig ændrer karakter med en intetsigende støjvæg, en dagligvarebutik og dertil daglige transporter med lastbiler, spørger ægteparret Margit og Jan Kristensen, der har boet på Ørnevænget 3 siden 1994..
Familien bor i et ældre parcelhuskvarter, hvor ALDI ønsker at købe seks ejendomme for at etablere en dagligvarebutik med parkeringspladser og en blålig LED-belysning indbefattet en lang åbningstid..
– Vi er rigtig kede af løsningen forklarer ægteparret, der har besøg af Marianne Bjerre Rasmussen og Klaus Ipsen. Tilstede ved snakken er desuden May-Britt Andrea Andersen (C) og RYK IND RIBE. Snakken foregik inden afleveringen af 403 underskrifter til udvalgsformand Henning Ravn.

Hvem varetager naboernes interesser?

Seks ejere af boliger på Høgevænget har fået tilbud fra ALDI, som ønsker at købe deres ejendomme, mens ejendommene Høgevænget 1 og 2 begge må se til, at deres ejendomme – og ikke mindst udearealer – får et andet udtryk og taber i værdi. Hvem varetager mon deres interesser?
Og hvad er i grunden undersøgt og reelle faktiske data, som Esbjerg Kommune har sendt i Idéhøring med frist for at komme med kommentarer og indsigelser senest 6. marts.

Trafikale forhold

Under samtalen vendes flere forhold, som Marianne, Klaus, Margit undrer sig over – bla. trafikale forhold, mulighederne for at tilbyde ALDI placering ved Trojelsknæ. – Det viser sig dog ikke at være den vej, som Esbjerg Kommune vil gå – de vil hellere satse på et aflastningscenter med større butikker, hvor endnu en dagligvarebutik ikke er tænkt ind.
Klaus spurgte May-Britt Andrea Andersen (C) direkte: – Er der opbakning til ALDI eller er der ikke? Hun svarede, at partifællen Dino Selimović (C) havde taget forbehold mod projektet, hvilket RYK IND RIBE tidligere har beskrevet.

Mange års tryghed ændres

Flere gange under samtalen vender den dårlige behandling af de beboere, som ikke har bedt om at deres lange liv som husejere – 42 år – 25 år og endog 52 år – skal ændres med et supermarked.

Udvalgsformand manede til ro

Udvalgsformanden forsøgte på bedste vis at berolige søskendeparret Klaus og Marianne, som var kørt til Esbjerg Rådhus for at aflevere de mange underskrifter mod en ALDI-butik. – Vi kører en proces, hvor vi lytter – og har bestemt ikke lyst til at trække noget ned over folk.

3 spørgsmål til ALDI

RYK IND RIBE har taget kontakt til ALDIs kommunikationschef Louise Wendelbo, der har fremskaffet følgende svar på tre konkrete forespørgsler fra den ansvarlige udviklingschef. Spørgsmålene er ikke drøftet med beboerne, men alene for at afsøge muligheder. Det har desværre ikke været muligt at spørge direkte indtil antallet af daglige leverancer med lastbiler, støj fra skraldere, støj fra flasker og komprimeringsmaskiner etc. Men ALDIs presseafdeling har besvaret forespørgslerne med kort tidsfrist.

Spørgsmål 1

Vil det være muligt at udvide arealet, så ALDI også tilbyder køb af de sidste to huse på Høgevej og anlægger et grønt område med legeplads?

Som udgangspunkt er vi ikke interesseret i at opkøbe mere areal / flere matrikler end nødvendigt.
I det nuværende projekt, har vi indregnet køb af en ekstra matrikel (ud over den plads, vi skal bruge til butik og parkeringspladser) for at sikre, at vejadgangen kan komme så langt væk fra Trojelsvej som mulig. Desuden betaler ALDI for etableringen af svingbaner og opdelingen af fællesstien i særskilt cykelsti og fortov af hensyn til både biltrafikken og de bløde trafikanters sikkerhed. Hvis der i nabolaget er ønske om en legeplads (grønt område), hører vi naturligvis gerne om det. Men det er ikke noget, der har været bragt på banen i dialogen med naboerne indtil videre.

Spørgsmål 2

Vil en udvidelse af arealet kunne betyde, at butiksbygningen med lager tilkørsel af lastbiler trækkes længere bort fra naboerne på Ørnevænget, som føler sig overset og derfor kæmper imod projektet?

Vareleveringen til den nye butik er i planen allerede vendt mod Nørrevænge og afskærmet af et indbygget vareleveringsområde. (red. Mon ikke der menes Ørnevænget)

Spørgsmål 3

Der er medsendt en vejskitse, som er udarbejdet af Nordconsult Arkitektur. Er aftalerne med Esbjerg Kommune, der er myndighed på de lokale veje og Vejdirektoratet, der står for statsvejen (Trojelsvej) udelukkende sket på baggrund af dette kort. Eller er der materialer, som RYK IND RIBE kan bringe, der viser myndighedernes tegninger, trafiktællinger mm?

Norconsult har udarbejdet en skitse af det foreløbige projektet. Det er vigtig at huske, at det blot er en skitse, så der kan komme ændringer i forbindelse med lokalplansprocessen. Vejprojektet er en simpel skitse, som skal projekteres nærmere i forbindelse med en udbygningsaftale, som er et tillæg til lokalplanen, hvis vi får opbakning til projektet.

I dialogen med især Vejdirektoratet er der udarbejdet trafikredegørelser, herunder trafikberegninger, som danner grundlag for en positiv tilbagemelding af trafikafvikling fra Vejdirektoratet. Summen af disse redegørelser er vist på skitseniveau på tegningen til oplysning for borgerne.
I lokalplanprocessen detailtegnes og granskes det endelige projekt. Udgangspunktet er, at der skal etableres en venstresvingbane ind til butikken, og at opløbsstrækningen til krydset skal deles i to baner. Der er dermed ikke tale om en ændring eller udbygning af lyskrydset.
Herudover har vi tilbudt Esbjerg Kommune at opdele den nuværende fælles sti i et egentlig fortov og cykelsti for at skabe bedre sikkerhed for de bløde trafikanter.

Efterskrift

PS! Det er med et vis gran salt, når det hævdes, at krydset på statsvejen ikke bliver berørt. Der skal tages hensyn til, at trafikken, der skal med Nørremarksvej, i spidsbelastningsperioder kan stuves sammen, hvis svingbanen til en ALDI-parkering er fyldt op. Måske skal der et lys signal til her – eller?