Tekst og foto: René Jørgensen
10 . november 2025.
Dagen derpå – Fanzonen fik en flyvende debut
Sikke en søndag! Mange fandt vej til den nye Fanzone, et frisk initiativ fra REHH, hvor både hygge, håndbold og højt humør gik hånd i hånd.
For mens de frivillige gjorde klar til kamp – og fik styr på gulvreklamerne i hallen – begyndte stemningen allerede at boble i Ribe Fritidscenters hal 2. Her var der dækket op til fællesskab, god mad og musikalsk underholdning – alt det, der hører en rigtig håndboldsøndag til.
VIP-området burde være i Multisalen, men det gik helt fint. Her summede det af liv, latter og forventning. Rundt omkring var der madvogne, popcorn og aktiviteter til børnene – så både store og små kunne hygge sig, inden det gik løs på banen mod Grindsted.
Og så var der musikken!
Thomas Fleron sørgede for de gode vibrationer fra scenen med sin guitar og lune stemning. Naturligvis sluttede han af med den klassiske slagsang:
Fra marsk og dige til boltværks værn
Hvor den salte vind æder kyst og jern
Over våde enge og i sikker havn
Samles tråde i en fremtid under fælles navn
Kom så de blå!
Da klokken nærmede sig 17.30, blev det alvor. Ville der komme to point på kontoen – eller ville bundholdet fra Grindsted overraske?
Begge hold spiller i blåt, men udeholdet var i deres grå bluser, men deres fans, var klædt i blå. Et par kvindelige fans i Find Holger-huer (selvfølgelig i blå og hvid) var helt klar til kamp. Grindsteds fans holdt sig pænt i skindet – dog mente én, at dommeren vist trængte til en blå trøje, da det gik lidt skævt for deres hold
På banen var der fuld fart på – mål, redninger og jubel i massevis. Og når Andreas Haagen tog boldene, rejste hallen sig! Med en redningsprocent på hele 47 % var der god grund til, at farmor og farfar sad med brede smil, mens Andreas sprællede i målet og tog pusten fra Grindsted-spillerne.
Stemningen i hallen var helt i top – sådan en intens og hyggelig atmosfære, som kun Ribe Fritidscenter kan levere. Flere kampe burde spilles her, for man mærker virkelig fællesskabet og kærligheden til håndbolden.
En fantastisk eftermiddag og aften rundede af med det bedste af det hele:
En sejr – og to point på kontoen!

For mens de frivillige gjorde klar til kamp – og fik styr på gulvreklamerne i hallen – begyndte stemningen allerede at boble i Ribe Fritidscenters hal 2. Her var der dækket op til fællesskab, god mad og musikalsk underholdning – alt det, der hører en rigtig håndboldsøndag til.

REHHs Lars Lundgaard er altid frisk på et event. Om det er at vise nye spillere rundt i Ribe, eller interviewe træner og spillere. Her er det svenske Jonas Larholm der er cheftræner for det nye U19–hold.

Aktiviteter var der mange af.

Slush Ice og popcorn er altid en succes


Thomas Fleron sørgede for de gode vibrationer fra scenen med sin guitar og lune stemning. Naturligvis sluttede han af med den klassiske slagsang.

En af de ældre håndbold kæmpere fra Ribe Håndbolds storheds tid Carsten Ugelvig får her en hyggesnak med direktør Emil Jørgensen.

Når Andreas Haagen tog boldene rejste hallen sig! Med en redningsprocent på hele 47 % var der god grund til, at farmor og farfar sad med brede smil, mens Andreas sprællede i målet og tog pusten fra Grindsted-spillerne.

Morten Kjælgaard havde en travl eftermiddag med den lille blå kaffevogn. Her er det Heidi Maimburg der venter på kaffen.


Ribe -Esbjerg blev der lystigt sunget fra de glade fans.










































































