Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, onsdag den 18. marts 2026

Der var en særlig forventningsfuld stemning på Ribe Katedralskole onsdag formiddag. Af spænding, nysgerrighed og den alvor, der følger med, når demokratiet bliver nærværende.

Valgkampen havde meldt sin ankomst, og det kunne mærkes. Nu var det ikke kun noget, man talte om i timerne, men noget, der skulle prøves i praksis. Dagen var viet til den politiske samtale og stillingtagen – og til det at være en del af det fællesskab, som demokratiet i sin kerne bygger på.

Valgdebat i Salen

Klokken 9.45 samledes skolens ca. 700 elever i Salen – mange af dem førstegangsvælgere – til valgdebat og dialog med en række folketingskandidater.

(artiklen fortsætter med flere billeder herunder)

På scenen stod Kris Skriver (Socialdemokratiet), Anni Matthiesen (Venstre), Jørgen Kvist (SF), Lotte Rod (Radikale Venstre), Frederik Bloch Münster (Konservative), Carl Andersen (Liberal Alliance), Frida Bruun (Moderaterne), Kenneth Fredslund (Danmarksdemokraterne) og Edvard Korsbæk (Alternativet). Fra Dansk Folkeparti deltog Mads-Magnus Damm, som til daglig er elev på skolen. Carl Andersen og Frida Bruun har også gået på skolen.

Der var afbud fra Enhedslisten og Borgernes Parti.

Debattens moderator var samfundsfags- og historielærer Henrik Tjørnelund, der på fornem vis holdt trådene samlet og styrede debatten mellem de veloplagte politikere. Man kunne tydeligt mærke på dem, at der kun er få dage til valgdagen.

Efter en kort introrunde præsenterede Henrik Tjørnelund dagens to temaer: miljø/klima samt forsvars- og udenrigspolitik.

Miljø og Klima

Det første tema gav de største meningsudvekslinger. Den velkendte opdeling mellem rød og blå blok trådte frem med lidt forenklet sagt vedvarende energi på den ene side og fossil energi og især kernekraft på den anden. Det skal bemærkes, at begge lejre i større grad nærmede sig hinanden og midterpartierne end tidligere set.

Forsvars- og udenrigspolitik

Om forsvars- og udenrigspolitik var der i store træk konsensus med kun mindre forskelle i det samlede billede. Dog lærte vi, at Edvard Korsbæk fra Alternativet hellere ville have Morten Messerschmidt som statsminister end Putin. Herom var der – til stor latter – også enighed.

Efter en god times debat rundede moderator Tjørnelund af og appellerede til spørgsmål fra salen, men kun to modige elever rejste sig. Det kan være svært at samle mod til at stille spørgsmål i et stort plenum, især når der bagefter er mulighed for at tale direkte med politikerne.

Elev på skolen, Mads-Magnus Damm, var en ombejlet herre til “speeddating”

“Speeddating”

Efter paneldebatten rykkede samtalen ned i øjenhøjde, da elever og kandidater mødtes ved caféborde til det, der lidt uformelt blev kaldt “speeddate”. Her var der tid til det direkte spørgsmål, den korte samtale og måske en ny og dybere forståelse af til tider komplekse politiske sammenhænge.

Som en naturlig afslutning på dagen skulle eleverne selv til valg. Stemmesedler, bokse og valgtilforordnede var på plads, da skolens eget valg blev gennemført. På stemmesedlen stod dagens paneldeltagere. (og de to partier, der havde meldt afbud) I skrivende stund tælles der stadig og resultatet følger senere.

Her blev demokratiet afprøvet i sin mest konkrete form blandt unge mennesker, der står på tærsklen til selv at sætte deres første kryds – nogle af dem inden længe.

Godt valg til alle.