Tekst og foto: René Jørgensen
17. april 2019.
Da Sebelinen kom ind over Ribe.
Navnet er Sebelin, Dieter Sebelin, skarpretter, revser, instruktør og forfatter med speciale i satire.
Kommer du forbi Nygade, bør du kigge på opslagene i vinduet hos Dieter Sebelin. Morskab til kostpris fristes man til at sige. Og dem skal RYK IND RIBEs læsere da heller ikke snydes for.

Da Sebelinen kom ind over Ribe handler om mere alvorlige emner. Dieter er en retskaffen mand og bidrager gerne til debatten – om det er udklædt som kanin i en happening, eller det er med pennen, så er meningen god nok.
Dieter er som så mange andre bekymret for trafikken i den indre by, og som han senest skrev til RYK IND RIBE, er det autocampernes indtog i byen.
– Nu starter igen sæsonen, hvor autocamperne “vælter ind mod midtbyen”. Det jeg bare lige skulle spørge om er: Har der været nogle overvejelser (fra kommunen) om at stoppe denne tunge trafik gennem midtbyen, skriver Dieter.
– Næh ikke så vidt vi på redaktionen ved. Men problemet er der, og inden længe kommer den hovedløse kørsel gennem byen. Dog må vi håbe, de nye parkeringshenvisninger lader roen falde over bilisterne i jagten på en tom plads, uden manden med den gyldne pen får dem noteret for forseelser til kr. 510,00, også kaldet en parkeringsafgift.
Det er ikke kun skarpt iagtaget af Dieter, for når man bor i den del af byen, er man udfordret på bilismens søgen efter parkeringspladser eller vildfarenhed i junglen af skilte og løbske GPS`er.
For pullert da, det bliver svært. Vi må nok afvente hele trafikreguleringen af bykernen, så den gode Dieter må væbne sig med tålmodighed og producere lidt mere ”vinduespynt” i Nygade.
Nyd de tre plakater – se det er Ribe-humor med kant.

Debatten om Ølhuset

Jah der snakkes på lærerværelset

Satire fra Dieter Sebelin, følg opslagene i Nygade.










































































