Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 4. juni
Der kommer ikke lys på cykelstien, der fører fra den sydlige del af Ribe by til Lustrup.
Det er den melding Lokalråd Ribe Midt har fået under mødet med politikere og embedsmænd onsdag.
Sagen er, at der er lagt ledlys ned i kørebanen, men det er aldrig kommet til at virke ordentligt, og derfor har man fra kommunens side droppet belysning på stien.
– Det er i vinterhalvåret en meget mørk sti, som det ikke er rart at have børnene cyklende på. Forvaltningen fortæller, at de ikke har kunnet finde leverandører, der kan lave det eksisterende lys. Vi har til gengæld sagt, at der findes andre former for belysning som eksempelvis lave standere ved siden af vejen. Det må være begrænset, hvad de koster, og der er jo lagt ledninger til ledlyset ned i vejen, så strømmen er der.
– Til det har vi fået at vide, at kommunen ikke etablerer gadebelysning udenfor bymæssig bebyggelse, fortæller Niels Frederiksen fra lokalrådet.
Også problemet med trafiksikkerhed i selve Lustrup blev drøftet. Lokalrådet peger på, at der sker en stadig udvikling af Lustrup, og dermed kommer der også mere trafik.
– Vi har inviteret politikerne ud at se på forholdene, og vi har påpeget, at det skilt, der advarede bilisterne mod legende børn, er blevet fjernet.
– Det var der imidlertid ingen i kommunen, der kendte til, og de vil nu undersøge sagen, forklarer Niels Frederiksen.









































































