Tekst og fotos: Hasse Jørgensen, fredag den 15. juni
Duften af frisk lagt asfalt hang stadig i luften, da den længe ventede cykelsti langs Enderupvej fredag eftermiddag officielt kunne indvies sammen med den i det hele taget nybyggede gade.
Det er et længe ventet projekt, der nu er færdigt, og som gør skolevejen til Vadehavsskolen langt mere sikker end hidtil. De bløde trafikanter er nu adskilt fra de hårde, og det gav anledning til almindelig glæde blandt de knapt 50 beboere, der var mødt frem til indvielsen.
Formanden for kommunens tekniske udvalg, Søren Heide Lambertsen (S) lagde da heller ikke skjul på, at beboerne langs vejen har været meget samarbejdsvillige og meget tålmodige, da projektet blev større end først antaget og vanskeliggjort af vejret. Og han rettede en stor tak til beboerne for deres tålmodighed.
Men nu er det næsten færdigt. Det lille hjørne, der mangler i den ene ende ser vi bort fra. Det skal nok blive lavet.
Søren Heide Lambertsen lagde da heller ikke i sin tale skjul på, at der er noget at fejre.
– I Esbjerg Kommune har vi en klar ambition: flere skal cykle, og flere skal cykle mere. De gode cykelvaner grundlægges tidligt i livet, og der har vi som kommune en forpligtelse til at gå ind og understøtte, at det også er muligt. Derfor har sikre skoleveje en høj prioritet.
Også næstformanden i udvalget, Henning Ravn (V) glædede sig over den nye cykelsti, der adskiller de bløde trafikanter fra bilerne. – Det er dejligt, at de, der er mindre end os og ikke så tykke kan færdes sikkert, som Henning Ravn udtalte det.
Også formanden for beboerforeningen, Jytte Knudsen var glad for arbejdets udførelse. Hun fortalte bl.a. om, at hun selv har cyklet på vejen til skole, men da var der heller ikke den trafik, der er i dag.
Og så fik fire lokale piger til opgave at klippe den røde snor. Saksen var åbenbart ikke for skarp, og næsten symbolsk trak det lidt ud – men med hjælp fra udvalgsformanden endte det med en overklippet snor.
Og så kunne cyklisterne tage stien i brug. Henning Ravn blev skubbet i gang af Søren Heide Lambertsen, og derefter fulgte store og små hen til de ventende kagebord længere ude af vejen.










































































