Tekst Hasse Jørgensen, foto privat. Lørdag den 17. nov.
Spørgsmålet om en cykelsti fra Ø. Vedsted til V. Vedsted via Sdr. Farup er ”skudt til hjørne”.
Det er sket i og med, at udvalget for teknik og byggeri har sendt sagen til drøftelse i de respektive politiske grupper, hvorefter sagen tages op til fornyet drøftelse i udvalget.
Staten har bevilget 4,4 millioner kroner til projektet, der anslået vil løbe op i en samlet pris af godt 11 millioner kroner. Det betyder, at kommunen selv skal finde godt 6,6 millioner kroner.
I kommunens budget er der afsat 3,5 millioner kroner til cykelsti i 2019 og 7,1 millioner kroner i 2020.
Cykelstien er et længe næret ønske for at sikre en bedre cykelvej mellem Vester Vedsted og Ribe, idet der allerede er cykelsti mellem Øster Vedsted og domkirkebyen. Projektet er aktualiseret efter Vadehavscenterets ombygning og modernisering, der har hævet besøgstallet på centeret ganske betragteligt.
Desuden skal stien skabe sammenhæng med allerede eksisterende regionale og nationale cykelruter, gøre det trygt at færdes til fritidsaktiviteter som cyklist mellem Vester og Øster Vedsted og være med til at indfri kommunens cykelpolitik, der opfordrer til øget cykeltrafik, og dertilhørende indsatsområder, hvor især cykelpendling og cykelturisme er i fokus.
Endnu er det ikke i detaljer fastlagt, hvor cykelstien skal ligge præcist, og der skal søges en række tilladelser, før projektet kan sættes i gang.










































































