Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 28. april 2026

Team X var denne tirsdag sidst på dagen en tur i Ribe, og for dem, der ikke kender Team X, er det et cykelhold, der cykler for velgørenhed – en Tour for lokalområdets børn og unge.

Cykelrytterne står sammen om et fælles mål – at gøre en forskel for børn og unge i Esbjerg og omegn, som er ramt af sygdom eller anden ulykke.

Holdet er sponseret af en lang række virksomheder, der dermed er medvirkende til at gøre en forskel.

Holdet, der denne tirsdag besøgte Ribe, var særdeles synlige i bybilledet i deres gule trøjer. De var startet fra brandskolen i Esbjerg, og tog turen til Ribe, hvorefter de kørte tilbage til Esbjerg. En tur, der sammenlagt tog et par timer.