Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. juli 2021
– Udbygningen af Klostermarken medfører over en fordobling af trafikken på Klostermarken og dermed bliver det også vanskeligere for fodgængere, cyklister og især for skolebørn mere utrygt at krydse Klostermarken fra boligvejene skriver COWI i Undersøgelsen af trafikale forhold på Klostermarken.
Esbjerg Kommune har fået udarbejdet rapporten i forbindelse med den nye byudvikling i forlængelse af Klostermarken. Herunder er der specifik fokus på de dobbeltrettede cykelstier og hastigheden.
Du kan se hele rapporten: undersoegelse-af-trafikale-forhold-paa-klostermarken_ribe_vers2
Gennemsnitshastigheden stiger
Samtidig giver de eksisterende beboere i området udtryk for, at de oplever en høj hastighed på Klostermarken. Det vurderes samtidig, at udbygningen af Klostermarken medfører, at gennemsnitshastigheden på Klostermarken stiger på den allerede etablerede del af Klostermarken, da den nye trafik vil være gennemvejskørsel.
Vejens forløb
Der haves ingen trafiktællinger og hastighedsmålinger på Klostermarken og derfor må der laves en skønsmæssig vurdering af hastighedsbilledet. Klostermarken er udlagt med 7 m kørebane, 3 m rabat i sydlig side og 5 m rabatadskillelse til den dobbeltrettede cykelsti i den nordlige side. Vejen er belyst og facadeløs. Set fra Klostermarken er der en god oversigt og på grund af den parallelle stiforbindelse sjældent lette trafikanter at forholde sig til. Mellem Tornums Alle og Stages Alle haves en fuldstændig lige strækning på ca. 215 m.
Ikke unaturligt med høj hastighed
Det vurderes derfor som fysisk muligt og ikke unaturligt, at bilisterne kører med høj hastighed og derfor er borgernes vurdering af hastighedsbilledet også en rimelig vurdering. De fleste bilister vil have svært ved at overholde den gældende hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Vejens visuelle indtryk kan indsnævres med en stribeafmærkning i begge sidder af vejen.
Tælling og måling anbefales
Rapporten opfordrer, at Esbjerg Kommune gennemfører en slangetælling og hastighedsmåling mellem Fanningers Alle og Stages Alle. Bekræfter dette en høj hastighed, anbefales det at hastighedsdæmpe Klostermarken med bump. Vejreglernes håndbog om “Fartdæmpere” anbefaler, at 50 km/t bump udlægges med en indbyrdes planlægningsafstand på 150 m og maksimalt 250 m.
Klostermarken er oprindeligt projekteret med bump – ca. pr. 150 m jf. vejreglerne. Disse er midlertidigt ikke etableret.