Tekst: Johnny Tauman     Foto: Ribe Dyrskue – 2019
26. juli 2021

Når Ribe Dyrskue løber af stablen fredag 30. juli, så bliver det med tjek af coronapas ved indgangen og en række mindre tiltag, som skal sikre et sikkert dyrskue.

Madboder er fordelt på pladsen

Fødevareteltet med madboder bliver ikke rejst i år og madboder vil i stedet været fordelt rundt på pladsen. Publikum opfordres til at købe billetter hjemmefra og fordele sig ud på den store dyrskueplads. Så kan man ifølge arrangørerne trygt tage til dyrskue og nyde den 156 år gamle tradition.

Et særligt år

Arrangørerne har gennemgået pladsen og set på de steder publikum typisk samler sig. Skilte og personale vil hjælpe besøgende med at fordele sig ud på pladsen og populære aktiviteter som VM i Gummistøvlekast, Agility og Grisevæddeløbet vil have et udvidet publikums-areal.
– Det bliver et særligt år med coronapas og ekstra afstand, men også et år med flere dyr end nogensinde før og et program proppet med oplevelser. Fx. kommer Danmarks Største Hest og man kan se det hæsblæsende mesterskab i agility, siger tovholder Jens Christiansen.

Køb billetter hjemmefra

Tidligere er billetter kun blevet solgt i døren, men i år opfordres publikum til at benytte det nye online system og købe billetterne i forvejen.
– Vi håber, at publikum vil hjælpe os ved at købe en stor del af billetterne hjemmefra. Så får vi mindre kø ved indgangene, og vi slipper for at notere kontaktoplysninger, siger Jens Christiansen.
De gældende regler for smitteopsporring kræver, at arrangøren efterfølgende har mulighed for at kommunikere direkte ud til publikum.
Besøgende som køber billet i døren vil derfor blive bedt om kontaktinfo.
Ribe Dyrskue afholdes på Hovedengen i Ribe 30. juli kl. 9-16.30.
Billetter kan i år for første gang købes på linket: HER