Project Description

Tekst Hasse Jørgensen, fotos Hasse Jørgensen og privat. Tirsdag den 11. maj.

I relativ stilhed har Ribe fået et højt specialiseret handels- og ingeniørfirma. 58-årige Bertold Fechte har startet firmaet Celsius Scandinavia, hvor han forhandler komponenter og produkter, der alle relaterer sig til emnet temperatur, som navnet også antyder.

Og med etableringen af det nye firma er en drengedrøm gået i opfyldelse, forklarer Bertold.

Han stammer fra Tyskland men har i mere end 30 år opholdt sig i og arbejdet i Danmark primært indenfor industriel proces-instrumentering men i de sidste fem seks år i offshore vind-industrien.

Bertold er uddannet el-ingeniør, og sideløbende med arbejdet med instrumentering har han dygtiggjort sig inden for handel.

– Da coronakrisen kom, mistede jeg mit job, og det er ikke let som 58-årig at finde et nyt arbejde. Derfor realiserede jeg min gamle drengedrøm om at etablere mit eget firma. Det har betydet, at jeg har stiftet bekendtskab med meget nyt, og at der er puttet mange nye ting ind i min hjerne.

– Jeg skulle have en hjemmeside, og den fik jeg etableret sammen med min søn, der er momsregnskab og masser af andet papirarbejde, som jeg har måttet sætte mig ind i. Men jo mere, jeg arbejder med det, jo bedre går det, siger Bertold med et stort smil.

– Jeg kan godt huske, hvor svært det var at komme ind hos nye kunder, for konkurrencen er stor, men det handler om at være lidt bedre og have lidt bedre produkter og løsninger end konkurrenternes.

Ud over at have et konsulentjob på deltid, har Bertold fået kontakt til to tyske firmaer.

Nogle af de produkter, Bertold arbejder med. T.v. varmemåtterne og til højre termostaterne.

– Jeg repræsenterer de to tyske firmaer i Skandinavien. Det ene, Günther GmbH, udvikler termoelementer, modstandstermometre og specielle temperaturfølere til alle slags industrier.

– Det andet, msquare GmbH laver varmeblæsere og varmemåtter, der bruges mange steder i industrien men ikke mindst ved reparation af vindmøllevinger.

– Det er sådan, at når vingerne farer rundt med en fart af 300-400 kilometer i timen bliver de slidte, der opstår revner og huller, der skal repareres. Det sker ved, at en reparatør fires ned i et tov til reparationsstedet, og her fyldes der med såkaldt epoxyharpiks som hærdes ved at påføre varme. Og det bruges msquare GmbH’s produkter i form af varmeblæsere og varmemåtter blandt andet til.

– Og det er da lidt sjovt, at når man kommer rundt i verden og træffer de folk der udfører selve arbeidet højt op i luften på vingen, så kender de fleste godt Ribe. For alle skal have en speciel og certificeret uddannelse til arbejdet, og den har mange af dem fået på AMU-centret ved Ribe, der har specialiseret sig netop i uddannelse indenfor det felt, fortæller Bertold, der har et afvekslende job:

-Med temperaturfølerne fra Günther møder jeg alle former for industrier – det er sjovt, fordi temperatur måles alle steder. Den ene dag rådgiver jeg løsninger til et kraftværk eller affaldsforbrænding, den anden dag står jeg midt i en olie-gas-produktion, eller jeg leverer en specialløsning til en levnedsmiddelproducent – meget stor variation i det daglige.

Montørerne hænger i liner adskillige meter over jorden for at foretage reparationerne.

Annonce