Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 1. maj

Smukt tøj i dejlige farver suppleret med tasker, neglelak, forskellige former for smykket og andet, der kan bruges til forkælelse, pryder den nye forretning, der fredag åbnede i Dagmarsgade.

I de nyrenoverede lokaler, hvor tidligere Maud Retro havde til huse, har Theresa Aarrestrup lidt forsinket åbnet den forretning, hvor hun vil sælge tøj i eget design og med tryk, der også er designet af hende selv suppleret med ting, der kan bruges til forkælelse.

Men åbningen er ikke forløbet uden vanskeligheder.

For det første forsinkede Corona i Danmark åbningen, og siden blev åbningen generet af Corona i Indien. Det tøj, Theresa Aarrestrup selv designer, bliver syet primært i Indien, og her er hele landet lukket på grund af Corona. Det har betydet, at Theresas nye kollektion ikke er nået frem til åbningen af butikken i Ribe.

– Kollektionen var færdig, pakket og klar til afsending, da Indien blev lukket, og det er brandærgerligt. Nu håber jeg, at de først i maj åbner lidt i Indien, så mine varer kan komme ud, fortæller Theresa, der ellers med god grund glæder sig over den spændende forretning i Ribe.

Theresa Aarrestrup har måttet supplere de varer af eget design, som hun havde til forretningsåbningen, med varer købt med et andet brand.

– Men lige som mine varer ikke fås andre steder i Ribe, kan det, jeg har købt, heller ikke købes andre steder i byen. Både mine egne ting og det, jeg har købt, er ikke ”stangvarer”. Der produceres kun ganske enkelte eksemplarer af de enkelte ting. Jeg ved godt, jeg ikke kan konkurrere på prisen, men det er unikt tøj, som indehaveren ikke møder alle andre i, forklarer Theresa Aarrestrup.

At forretningen har fået navnet 3rdChapter – det tredje kapitel – hænger sammen med, at indehaveren føler, at hun er nået til tredje del af sit liv med effektueringen af et gammelt ønske om at få en fysisk forretning ved siden af webshoppen.

Og da Theresa Aarrestrupo holder meget af Ribe mener hun, at det er den helt rigtige placering.

Den nye forretning er lys og venlig.

Det nye skilt er holdt i Ribes stil og passer til den gamle by