Tekst Hasse Jørgensen, fotos René Jørgensen, mandag den 21. august 2023

Et relativt nyt slukningsudstyr med navnet Cobra hos Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe viste mandag eftermiddag sin værdi.

En katalysator til et solcelleanlæg brød sidst på eftermiddagen i brand, men en hurtig indsats fra Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe bevirkede, at der kun skete sod- og røgskade i den garage, hvor katalysatoren var placeret.

Huset, som garagen var bygget sammen med, blev dog også ventileret for at få en smule røg fra branden ud.

Det viste sig, at Cobra var et særdeles effektivt slukningsmiddel. Normalt er vand og elektriske installationer ikke nogen særlig god kombination, men med Cobra blev garagen fyldt med vandtåge, og det kvalte ilden i katalysatoren.

Cobra sprøjter vand ud under et stort tryk, og det bevirker, at vandet omdannes til en vandtåge i det rum, hvor der er ild, og tågen kvæler ilden.