Arbejdsglæde og præcisionsarbejde går hånd i hånd

Tekst & Foto: Johnny Tauman
6. maj 2021

(Første del af to)

Mon Brian og Jesper drømte om at have en produktion af parcelhuse, da de i 2012 sad og drøftede fremtidsplaner og dannede virksomheden: CM-byg ApS.
Det første, der skulle på plads var navnet, som blev dannet af forbogstaverne i deres efternavne: Christensen og Madsen. Og derpå drøftede de rammerne for Tømrer- og Byggefirmaet, hvor et af de vigtigste mål var at skabe et solidt fundament med tilfredse medarbejdere.

Stolte af medarbejdere

Derfor står der også på hjemmesiden: VI ER UTROLIGT STOLTE AF VORES MEDARBEJDERE.
– Hos CM-Byg udviser vores medarbejdere loyalitet ud over det sædvanlige, og der er vi stolte af. Og så er alle medarbejderne nævnt – og hovedparten med foto. Og på de steder, hvor RYK IND RIBE mødte medarbejderne var det tydeligt, at de som stærke teams nød at være på arbejde.

Jesper forklarer: – Vi giver plads til professionel stolthed med plads til at rode, for vi har altid ryddet op, inden vi forlader en arbejdsplads. Dertil knytter Brian følgende vigtige pointe: – Vi satser på kvalitetsarbejde skabt med kvalitetsværktøj og kvalitetsprodukter.

I dag består CM-Byg af i alt 30 medarbejdere: 18 tømrersvende, 6 lærlinge og 6 på kontoret. Domicilet ligger på Kongeåvej 12 i Gredstedbro.

Systematisk og målrettet

Produktionen af huse foregår i en kæmpehal i Vilslev, hvor tømrer Jacob Langholm Skjødt fra Jedsted har det overordnede ansvar som formand.
I hallen arbejdes der systematisk og målrettet – og med moderne maskiner flyttes store plader, som inden for kort tid danner rammen til en ydervæg – eller en skillevæg.

– Vi fremstiller et hus om ugen, fortæller Jacob til RYK IND RIBE, og peger på en tætpakket vogn, som står bagerst i hallen. – Og uden for har vi to vogne med elementer, som er klar til afhentning. Den ene er godt indpakket i presenninger, mens den anden står i det fri.

Jacob forklarer, at vognen skubbes ind i hallen, hvis der kommer regn – så på det punkt ligner det jo næsten et tøjstativ i en gågade. Forskellen er bare, at vognen vejer ca. 12 tons.

Der er orden, rent og systematik i den store produktionshal, hvor der er plads til at hjælpe en lokal kunde.

(Anden del følger lørdag)