Tekst: Johnny Tauman      Foto: René Jørgensen
4. juni 2020

Sådan er filmbranchen – der skal optages masser af råfilm for at skabe det unikke produkt. En dags arbejde – fra 09:45 til 16:00 – er klippet og tilpasset, så den endelige film kan nydes med Claus Pedersen i hovedrollen som fortælleren i salgsmaterialet for Ribe.

Kæmpe isvaffel og kaffe

Ribe Handelstandsforening har finansieret filmen i samarbejde med VisitRibe – og de 80 sekunder bringer interesserede fra toppen af Borgertårnet rundt i byen, hvor der både bliver plads til en kæmpe is og en kop kaffe.

Næsten tilfreds

Claus har en professionel fremtoning, men han er dog ikke helt tilfreds: – I begyndelsen af filmen er min stemme ikke helt varm – jeg har nok fået for lidt kaffe til morgenmaden, lyder forklaringen fra Claus, som ikke har en uddannelse som skuespiller, men alligevel er vant til rampelyset som tidligere sanger og konferencier.

Claus er scenevant – tidligere sanger og konferencier

2B Connect havde perfekt vejr

Filmen er produceret af 2B Connect, som var rigtig heldige med vejret, da der skulle lave optagelser såvel på jorden som i luften med drone. – Ribe tager sig bare perfekt ud, fortæller Claus uden at afsløre, hvor meget han spiste af den kæmpemæssige isvaffel.
Filmen flyder godt, hvilket Claus alene tilskriver 2B Connect – således har han ikke været med ved klippebordet.

Ikke tid til “fernisering”

Burde en reklamefilm for Ribe ikke været præsenteret officielt – og måske med en ”fernisering”? – Vi valgte, at filmen hurtigst muligt skulle ud til så mange som muligt for at trække turister til Ribe, forklarer Claus, som da godt kunne se en pointe i at få den tekstet til det tyske marked.

Det går godt på DanHostel

Ribe skal dog ikke her-og-nu være bange for, at Claus bliver headhuntet som skuespiller / fortæller til andre projekter. Han elsker byen – og har masser af opgaver og ideer på DanHostel, hvor den nærmeste fremtid ser rigtig godt ud: – De næste fire uger ser bookingerne rigtig godt ud – og efteråret er også ved at være fyldt op, lyder det optimistisk fra Claus Pedersen, der håber på, at vi i samfundet kan holder Covid 19 for døren med en genåbning i den rigtige retning.