Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 5. juni

En civil betjent, der tilfældigvis var inde og handle i Jem og Fix i Ribe torsdag, fik sig en uventet løbetur.

Mens betjenten var i forretningen, begik to tyve butikstyveri, og betjenten satte omgående efter de to tyve.

Det lykkedes den civile betjent at anholde den ene, og ifølge politiets oplysninger på Twitter, kom lokalpolitiet hurtigt til, ligesom beredskabet fra Esbjerg også kom til stede.

På Twitter fortæller politiet, at den anholdte fredag blev fremstillet i et grundlovsforhør i Esbjerg, men i skrivende stund er det ikke oplyst, hvorvidt vedkommende er varetægtsfængslet.