Du kan tage pigen ud af Ribe. Men du kan ikke tage Ribe ud af pigen.

Den omskrivning af Tina Dickows tekst, hvor hun synger om Århus og pigen, passer bogstavelig talt på Majken Søgaard Larsen. For Majken har stadig Århus gemt et sted i sjælen, men for hende er Ribe byen og fremtiden. Her er hun vokset op, og det er i Ribe, hun er vendt tilbage til rødderne.

Majken har på godt og ondt haft et omskifteligt liv, som har været med til at skabe den person, hun er i dag. En person, der har fundet sig selv og som ved, hvor de sande værdier i tilværelsen findes.

Majken Søgaard Larsen er født i Ribe i 1977, hvor moderen lige var færdiguddannet pædagog, og hvor faderen var under uddannelsen som lærer. Et godt og trygt hjem, der gav hende en god opdragelse.

Majken har haft tid til at tænke over tingene.

I 1999 tog Majken til København for at flytte sammen med sin kæreste. Parret boede i tre år i hovedstaden, hvorefter han blev sendt til Borneo, hvor han skulle lede et projekt for Danida.

En lang ferie

”Den gang var det sådan, at koner/kærester kom med på Danidas regning. Vi var der et år, og det blev en lang ferie for mig” fortæller Majken, der fortsætter sin historie:

”Vi købte to cykler, og vi cyklede rundt. Jeg forsøgte at få arbejde, men de lokale regler gjorde det umuligt, for jeg talte ikke den lokale dialekt, og de lokale talte kun meget lidt engelsk. Jeg prøvede at blive frivillige i nogle dyrereservater, men de ville ikke have mig.

Vi fik nogle danske venner, som vi kom sammen med, men det blev kedeligt i det lange løb, og jeg savnede familier og venner hjemme.

Vi flyttede tilbage til København, og efter et års tid gik vi fra hinanden.

Uhyggelig ulykke

Det medførte, at jeg i 2003 søgte ind på socialrådgiverstudiet i Århus. Jeg kom ind, flyttede til Århus, startede på studiet og fuldførte det.

I min studietid og bagefter arbejdede jeg på Fatter Eskil i Århus, der var et spillested som Stenbohus i Ribe blot meget større. I de 15 år, jeg var i Århus, arbejdede jeg de ti på Fatter Eskil.

Jeg mødte en ny mand, der kom grueligt galt afsted. Han brækkede nakken under Skanderborg Festivalen ved at springe på hovedet i søen. Han blev lam fra brystet og ned.

Det var hårdt, og en overgang var jeg gal på hele verden. Det var en rædsom oplevelse. Men han overlevede psykisk.

Han var musiker og laver stadig musik. Han komponerer, udgiver musik og synger stadig efter at have trænet lungerne op igen, og jeg har stor respekt for ham, men vores forhold holdt ikke. Han sendte mig afsted. Han mente ikke, at han kunne give det, han skulle. Den gang kunne jeg ikke forstå det, men nu forstår jeg. Han maler, og jeg har meget af hans kunst hjemme. Han kan med nogle hjælpemidler holde en pensel i hånden, og vi er i dag gode venner.

Han flyttede til Silkeborg til sin familie, og jeg blev i Århus. Her mødte jeg min tidligere ægtefælle i 2010, vi var gift i syv år og blev skilt for et par år siden i enighed og fred og fordragelighed. Vi voksede i hver sin retning, og vi vidste det i begge to. Vi aftalte, at vi ikke ville spilde hinanden tid.

Vi boede lidt uden for Århus, og jeg flyttede ind i Århus på 3. sal med altan og udsigt over hele byen.

Tænkepause

Her gav jeg mig rigtig god tid til at tænke over, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg brugte et par år til at finde ud af, hvad jeg skulle, og hvad, der var vigtigst i mit liv. Hvad jeg savnede, og hvad jeg gerne ville.

Jeg kom frem til, at mine største værdier ligger i min familie og min hjemstavn. Her er mine rødder, det er her, jeg har fået min opdragelse. Den var god, og jeg er stolt af den. Jeg har en sund familie, to forældre, søskende, fire niecer og en nevø i alle aldre fra halvandet år til 17. De børn trak rigtig meget. Jeg har ikke selv børn, men de fem søskendebørn fyldt lige så meget, og jeg holder meget af dem.

Over et par år tænkte jeg over, hvad jeg ville og fandt ud af, at værdien af at bo midt i mit ”ophav” var vigtigere end at bo i Århus.

Nytårs aften 17/18 tog jeg beslutningen om at flytte tilbage til Ribe, men jeg vidste også, at jeg ikke ville forhaste mig. Det måtte godt tage nogen tid, men beslutningen var truffet.

Tog chancer

I november ’18 fik jeg et godt tilbud på en dejlig lejlighed i midtbyen, som jeg ikke kunne sige nej til. Jeg sagde mit job og min lejlighed i Århus op, pakkede alt min habengut og drog ud af byen. Det var sørgmodigt at sige farvel til kollega og godt arbejde i Århus Kommune.,

Jeg sagde lejligheden i Århus op men havde kun lejligheden i Ribe på hånden. Jeg er normalt meget struktureret, men her tog jeg nogle chancer. Jeg havde intet job men tænkte, jeg måtte spare op. Jeg søgte en stilling i Esbjerg Kommune som rådgiver på et forsorgshjem for udsatte og hjemløse. Jeg fik jobbet til 1. januar og havde en hyggelig december, hvor jeg kunne nyde juleudsmykningen i Ribe og indrette min nye lejlighed, som jeg fik endeligt en uge efter, jeg havde sagt lejligheden i Århus op.

Så er jeg hjemme

Jeg har ikke fortrudt det et sekund, og jeg har ikke kigget mig tilbage. Jeg elskede Århus og de mennesker, der var der, men jeg elsker Ribe højere.

Jeg er blevet godt taget i mod af lokalbefolkningen i Ribe, og jeg har fået nye venner, men jeg havde jo på forhånd gode veninder i Ribe, som jeg kan bruge mere tid på. Jeg har også veninder i Århus, som jeg holder forbindelse ved lige med”.

Og dermed er vi tilbage ved Tina Dickow sang om at tage pigen ud af byen men ikke byen ud af pigen.

”Når jeg kommer med toget fra arbejdet til Ribe og cykler ad Dagmarsgade og ser domkirken og de røde/hvide bænke, bliver jeg bare rigtig glad. Så er jeg hjemme og ved, dette er det rigtige.

Jeg har haft nogle store oplevelser positive og negative. Jeg tror, de har gjort mig blidere og rummeligere. De har sat nogle spor i mig. Jeg er blevet bange for nogle ting, jeg ikke var bange for før. Men jeg føler mig meget tilpas her og det er her, jeg skal være resten af mit liv”