Tekst og foto Hasse Jørgensen, Onsdag den 22. august

Det var tæt på, der var trafikkaos for alvor i gå-gaden i Ribe denne onsdag formiddag.

Pludselig udløstes brandalarmen i Quedens Gård på Mellemdammen, og det medførte naturligt nok, at tre udrykningskøretøjer fra Sydvestjysk Brandvæsen skulle gennem gå-gaden.

Det gik også rigtig fint, og indehaveren af cafe Quedens, Lise Frederiksen, var imponeret over, hvor hurtigt brandvæsnet var fremme. Heldigvis var der tale om en fejlalarm.

Men kort efter brandbilerne var kommet til stedet, kom der et par varevogne og en stor lastbil med varer til forretninger i gå-gaden, og da samtidig en af kommunens egne biler skulle væk fra stedet, gjaldt det for chaufførerne om at sno sig for at komme ud af ”suppedasen”

De mange fodgængere i gaden fik sig til gengæld en ekstra oplevelse.

Heldigvis var brandbilerne kommet igennem, inden varevogne og lastbiler blokerede gaden.