Tekst og foto Hasse Jørgensen, animation Esbjerg Kommune. Fredag den 25. oktober
Det skal være galt før det kan blive godt, siger et gammelt ord, og sådan er det som regel.
Indkørslen til parkeringspladsen ved Korsbrødregade 8 spærres igen i ca. tre uger mens der lægges brosten ved porten til parkeringspladsen.
I foråret var p-pladsen bag husene i Korsbrødregade, Præstegade og Grydergade spærret på grund af gravearbejde i gaden. Nu gentages afspærringen mens der lægges brosten på kørebanen i Korsbrødregade og i selve porten. Arbejdet forventes at begynde i uge 45, første hele uge i november, og varer ca. tre uger afhængigt af vejret.
– Med de rette vejrforhold bliver arbejdet færdigt i løbet af tre uger, men driller vejret, kan åbningen trække ud. Så snart den nye belægning kan tåle bilkørsel, bliver der åbnet for trafik gennem porten igen, siger formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen.
P-pladsen er også tilgængelig via Præstegade 13, men dette er en privat indkørsel, og derfor må den ikke benyttes.
I perioden med afspærringen kan bilister køre fra nord i Korsbrødregade og næsten frem til porten, hvorimod der bliver lukket for indkørsel til Korsbrødregade fra Grydergade. Strækningen fra porten og til Grydergade forventes at åbne for bilkørsel i uge 51.
Når brolægningen er gjort helt færdig, fremstår Korsbrødegade i sin nye ‘gamle’ form helt fra Erik Menveds Vej til Grydergade.











































































