Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 28. august
Mennesker i det vestlige Jylland, der lider af ludomani, får nu lettere ved at få hjælp end tidligere.
Det sker i og med, at Center for Ludomani på onsdag den 4. september etablerer sig med en ny afdeling i Esbjerg. Den nye afdeling skal dække hele det vestjyske område. Adressen bliver Torvet 21 på 1. sal, hvor Center for Ludomani har lejet sig ind. I første omgang ansættes der en behandler, men Poul Juul Rasmussen fra centeret fortæller, at man regner med at komme op på tre behandlere.
– Sidste år havde vi i centeret 108 personer fra Vestjylland i behandling og det til trods for, at vores nærmeste centre ligger i Århus og Odense, så vi ved, at behovet er til stede. Markedet for spil er meget offensivt, og for hver gang, der bruges 4 millioner kroner på behandling, bruger spiludbyderne 40 millioner kroner på reklamer, siger Poul Juul Rasmussen.
De, der gerne vil have hjælp – det være sig ludomaner eller pårørende – kan henvende sig til Center for Ludomani på www.ludomani.dk
Ludomani er en sygelig trang til at spille så meget, at det ud over at underminere økonomien også går ud over familie og arbejde.
Center for Ludomani er en selvejende institution under KFUM’s sociale arbejde.










































































