Tekst & Foto: Johnny Tauman
26. februar 2020
(2. del)
Afsted til Hjallerup marked
Sidst i maj drog tre studerende (en mand og to kvinder) afsted til Hjallerup Marked for at studere vagabonder på nærmeste hold. Tanken var, at det nok ville strække sig over et par markeder ud over Hjallerup, men det skulle gå anderledes.
Banjo-Per skabte kontakten
Det lykkedes med list at komme i kontakt med først Banjo-Per og senere flere af gruppen. Midlet: bajere.
Først værdigede vagabonderne os ikke et blik – og svarede heller ikke på henvendelser.
– Men så købte jeg en ramme fadøl, fortæller Carla og fortsætter: – dem stillede jeg på bordet foran mig.
Da så vagabonderne havde tømt deres ølglas, kom den første tilnærmelse: ”Du søster, hvem skal drikke de bajere?”
På landevejen i 9 måneder
De tre studerende var sammen på markedspladsen, men herfra var Carla alene på landevejen, mens de to andre skrev rapporter mm hjemme i Esbjerg.
– Jeg var afsted i 9 måneder – fra 31. maj 1990 til 17. marts 1991, kommer det med stolthed fra Carla, der sluttede sig til gruppen af vagabonder i Sindal ugen efter Hjallerup Marked iført sort jakke, kasket og medbringende en barnevogn med sovepose.
Penge til øl og sprit
Med den udleverede kaffekande var Carla parat til at skrabe penge sammen til bajere og sprit, for maden kunne de “tigge sig til” ved offentlige køkkener og bagerier.
– Giver du en lille skilling til landevejens farende svende, lyder det syngende fra Carla, som hjemme i stuen har iklædt sig sin vagabondjakken med alle emblemer og ornamenter. Og så rækker hun den originale kaffekande frem.
Holder foredrag på 5. år
Carla har fået sin jakke tilbage efter et længere ophold i en glasmontre på Wellings Landsbymuseum – og i dag tager hun to gange om måneden ud og holder foredrag.
– Det er spændende at møde så mange mennesker, som gerne vil høre om, hvordan det var at sove på hølofter, være angrebet af lus og lopper. Og så var der jo også lige den daglige hygiejne – både henover en sommer, men også efterår og vinterophold på Als, beretter Carla, som ved at klargøre et foredrag. Jeg skal holde oplæg i en loge i Tønder med 90 tilhørere – 2 x 45 minutter med indlagt pause. Foredragene har nu løbet over 5 år – uden behov for reklame eller manager.
– Jeg holder kun to foredrag om måneden – og stederne skal ligge syd for en linje fra Ringkøbing til Horsens, forklarer Carla, som skænker hele overskuddet til velgørende formål.
Vigtigste bud
Inden vi går i gang med en række småhistorier, så lige vagabondernes vigtigste bud: Du må ikke stjæle!!
Soignering blev løst
Og så er vi klar: – Mange gange søgte vi ly for natten i nærheden af kirker og skoler – her kunne vi bruge de lokale toiletter og få os soigneret en smule. Skulle der den store overhaling til, gik vejen gennem en venlig skolepedel, som kunne give lov til at tage et bad i pigernes baderum.
(Fortsættelsen bringes torsdag)