Tekst & Foto: Johnny Tauman
19. november 2021
Det summer af travlhed i Bog & Idé butikken på Mellemdammen. Butiksassistent Carina Nielsen har travlt med at få alle bøger og priser på plads, da der forventes et større ryk ind efter udsendelsen af årets julekatalog.
Ejer åbner ny butik
– Lars Abrahamsen, der ejer butikken, er i denne tid i Haderslev, hvor han åbner en ny butik, lyder det fra Carina, mens hun samtidig med at ordne bøger får en snak med RYK IND RIBE. Lars er travl forretningsmand, der ud over butikker i Haderslev (ny) og Ribe også har en butik i Aabenraa. Desuden er han medejer af butikker i Valby og Frederiksberg.
26 ½ år i branchen
Carina er bosiddende i Tjæreborg og er ansat som butiksassistent – og vel en af de mest erfarne af slagsen. I hvert fald har hun været i branchen i 26 ½ år – og er ferm til at vejlede kunder, som søger noget helt specielt. – Hvis vi ikke har bogen hjemme, så får vi varer hver onsdag, kommer det med et smil, mens hun fremviser den nye bog af Søren Mulvad. Bogen kan nu købes – og Bog & Idé står som eneforhandler i byen.
Måtte “hjem” til bøgerne
Der er rigeligt at se til, da butikken spreder sig over ”to plan”, selvom der kun er tale om få trin. – Vi satser på ordentlighed og tydelighed, fortæller Carina, der har været ansat i tre butikker i Esbjerg fra 1993: Bog & Idé, BO-bøger og Arnold Busck. Da sidstnævnte drejede nøglen om, søgte Carina nye udfordringer hos Polytech, men efter 5 måneder måtte hun ”hjem” til bøgerne.
Aldrig lyttet til E-bog
Mens Bestsellerlisten tjekkes, afslører Carina Nielsen, at hun aldrig har prøvet at lytte til en E-bog, og hun er glad for, at butikken ikke sælger dette produkt: – Det skal være en oplevelse og glæde at sidde med en bog, hvor fordybelsen giver en rar fornemmelse og oplevelse, kommer det fra butiksassistenten, som også holder af de mange tilbud, der ligger i afdelingen med tegne- og malerekvisitter.
Udlært hjælper til
Klokken nærmer sig 12:30 – og flere og flere kunder er dukket op. Carina skal videre, men heldigvis har Astrid, der blev udlært d. 31. oktober valgt at træde til og hjælpe som afløser nu og ved julehandelen.
Bog & Idé på Nederdammen i Ribe har Lars Abrahamsen haft siden 2008.