Tekst: Hans Jørgensen. Foto: Ribe Camping, onsdag den 23. maj.
Så er der igen mulighed for at gøre en god handel i den gamle handelsby Ribe.
For andet år i træk arrangerer Ribe Camping på lørdag den 26. maj kræmmer- og loppemarked, og her kan du købe alt ”mellem himmel og jord”.
Indehaver af campingpladsen, Anne Schedsted Hansen, fortæller, at de sidste år blev opfordret til at lave et kræmmer- og loppemarked. Det blev så stor succes, at man gentager det i år.
-Vi har mere end 50 kræmmere til dette års marked. At vi i det hele taget begyndte sidste år, skyldtes mange henvendelser fra campister og andre, og så prøvede vi det. Og selv om vi har flere end 50 kræmmere i år, er der stadig plads til flere, fortæller Anne Schedsted Hansen.
Interesserede kan henvende sig på campingpladsen.
Kræmmer- og loppemarkedet holdes fra klokken 10 til 14 på den store, åbne plads ud mod Farupvej. Og alle er velkomne.










































































