Tekst: Johnny Tauman   Foto: Privat
10. oktober 2024

Ribe Ju-Jutsu, der fredag fejrer sit 40 års jubilæum, kan være rigtig stolt over, at Camilla Prien Tobiasen er udnævnt til dommerekspert. Hun skal ved Verdensmesterskaberne på Kreta sidst i oktober ud over at fungere som World A dommer (det højeste niveau) også være mentor og sikre udvikling af de øvrige internationale dommere.

“Fit with Fun and Fight”

– Ribe Ju-Jutsu, der er kendt for ”Fit with Fun and Fight”, har ud over Camilla fået udtaget fem kæmpere til VM 24, fortæller Claus Prien Tobiasen til RYK IND RIBE. Han giver her et overblik med et bud på, hvilke medaljer der kan komme på tale.

Fem stærke bud

I seniorrækken er den meget rutinerede kæmper og dobbelte EM-sølvvinder Jeppe Tellund i vægtklassen under 62 kilo – og han vil naturligvis rigtig gerne helt til tops denne gang. – Selvom der er rigtig mange gode kæmpere i hans vægtklasse, så ligger han lige nu nr. 1 på den officielle rangliste og dermed en kvalificeret kandidat til en medalje, vurderer Claus Prien Tobiasen.

Jacob Lund rammer sine slovenske modstander med et perfekt spark til hovedet

I vægtklassen op til 69 kilo er den unge kæmper Jacob Lund, der sidste år var debutant i seniorrækken og vandt EM bronze. Det bliver spændende at se, om han kan leve op til den præstation.

Victor Prien Tobiasen klar til kampen ved Ungdoms-VM

I alderskategorien U21 stiller Gustav Bøge op til 77 kilo samt Victor Tobiasen op i under 56 kilo. Gustav er den af de to som er bedst placeret på ranklisten, hvor han ligger nr. 3.
Begge kæmpere er meget talentfulde og ligesom de to seniorkæmpere, kan de godt tage en medalje, hvis de rammer dagen.

I U16 stiller Ribe med Danmarks eneste kæmpere i den kategori, i det Emil Rasmussen er udtaget. Ju-Jitsu Danmark har lavet en undtagelse, idet man som udgangspunkt ikke sender U16 kæmpere til VM.