Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, søndag den 22. september 2025

Ribe få nu en ny cafe, men det er en cafe, der bliver anderledes end de eksisterende.

Det er Kaja Ravn Kjældgaard og Morten Kjældgaard Svendsen, der nu er færdig med indretningen af Porsborgs Kælder til den nye cafe, og den åbner på torsdag den 26. juni klokken 16.

Som tidligere nævnt har ægteparret Kjældgaard de sidste uger arbejdet ihærdigt på at få lokalerne, der tidligere har rummet restauration, gjort færdige til den nye cafe.

Morten Kjeldgaard fortæller, at de unikke lokaler nu er klar til at tage mod gæsterne.

– Der er malet og der er kommet varme på, så lokalerne i dag fremstår meget indbydende, lyder det.

Der vil blive serveret både øl, vand og vin, ligesom der vil blive serveret lette anretninger som snitter, tapas, bagt kartoffel med fyld og andre lette spiselige retter.

Navnet på den nye cafe bliver Cafe Kjældgaard, og ud over servering i den gamle kælder, vil der – når vejret tillader det – også blive udendørs servering på Torvet.

Åbningstiderne ligger ikke helt fast endnu, men der bliver i sommersæsonen åbent hver dag formentligt fra ved middagstid til først på aftenen.

Fakta

Ifølge destination Vadehavet, er huet opført lige omkring 1590 for storkøbmanden, rådmand Peder Baggesen. Den gang gik ejendommen helt ned til Sortebrødregade, hvor der lå en portbygning og to lejevåninger. 1651 opførtes en to-etages bindingsværksbygning langs Stenbogade hen til Peder Dovns Slippes hjørne. Denne bygning blev nedrevet i 1877, samtidig med at hjørnegrunden blev solgt fra. Mellem denne grund og Porsborg opførtes herefter den nuværende ganske korte portbygning.

Efter den store bybrand i 1580 købte rigmanden Peder Baggesen grunden og påbegyndte opførelsen af Porsborg. Bygningen har to fløje, og i det indvendige hjørne af de to fløje opførtes det runde tårn, hvor en vinkeltrappe fører op til den øvrige del af bygningen.

Efter Peder Baggesens død blev hans svigersøn, Mads Pors, ejer, og det er efter ham, at huset har fået sit navn. Gennem 1600-årene forfaldt gården mere og mere, men i 1676 købte borgmester Vilhelm Brochman det store stenhus, der senere gik over til amtsforvalter Jens Cuche. Porsborg var herefter bolig for skiftende amtsforvaltere, indtil amtsstuen i 1753 blev flyttet til en anden ejendom i byen.