Tekst Hasse Jørgensen, onsdag den 21. august 2024

Der skal spares de kommende år i Esbjerg Kommune. Det viser de nøgne økonomiske tal, som byrådet får forelagt.

Der er netop udarbejdet et budgetforslag, som forelægges økonomiudvalget den 26. august – dagen før byrådet har sit budgetseminar. I det budgetforslag er der ikke regnet med skattestigninger, mens der er en række forslag til besparelser. Hvilke besparelser, der skal gennemføres, og om der trods alt kan blive tale om en skatteforhøjelse, vil de kommende politiske forhandlinger afgøre. Og der er næppe tvivl om, at det bliver intense forhandlinger.

I dagsordenen til økonomiudvalgsmødet hedder det: ”Kommunen har et budgetgrundlag, hvor overskuddet på den ordinære drift i 2025-28 er væsentligt under måltallene i den økonomiske politik. Driftsoverskuddet i 2025-28 giver således ingen råderum til at igangsætte nye driftsinitiativer i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger. Budgetforslaget opererer med en negativ kassebeholdning på 124 mio. kr. i 2028. Der er således behov for at beslutte effektivisering og /eller besparelser for at sikre en positiv kassebeholdning.

For at skabe driftsbalance i det tekniske budget, skal der i grove træk ”findes” yderligere 37 mio. kr. i 2025 og 12 mio. kr. i 2026 og 56 mio. kr. i 2027 og ca. 102 mio. kr. i 2028.

Esbjerg Kommune går ind i den kommende budgetperiode med en likviditet på 268 mio. kr. primo 2025. Med et kasseforbrug i 2025 på 152 mio. kr. og 171 mio. kr. i 2026 er denne beholdning imidlertid allerede langt brugt ultimo 2026, hvor beholdningen er negativ med 56 mio. kr. Yderligere forbrug i 2027 og 2028 medfører, at den budgetterede ultimo kassebeholdning i 2028 er -124 mio. kr. og dermed ligger betragtelig under måltallet. Der budgetteres således med et stort forbrug af kassen i budgetperioden. I perioden fra primo 2025 til ultimo 2028 vil der være et kasseforbrug på 392 mio. kr.”

Et sådant forbrug kan byrådet ikke holde til, medmindre kommunen skal sættes under administration af staten.

Spørgsmålet er så, hvilke ”knapper” byrådet vil dreje på, og her er besparelser det oplagte, men også skattestigning kan komme i betragtning. Hos flertallet i byrådet er det dog næppe den ønskede løsning.

Når økonomiudvalget har drøftet budgetforslaget den 26. august og ved budgetseminariet den 27., bliver det sendt til byrådets første behandling den 2. september. Reglerne siger, at budgettet skal behandles to gange.

Efter første behandling i byrådet kommer de egentlige drøftelser i det forhandlingsudvalg, hvor som udgangspunkt alle partier er repræsenteret. Under forhandlingerne kan nogle partier falde ud, fordi de ikke ønsker at være med, eller nogle kan blive ”sat udenfor døren” fordi forhandlingslederen – borgmesteren – ikke ser det formålstjenlige i at fortsætte forhandlingerne med de pågældende.

Disse forhandlinger er kalendersat fra den 10. til den 13. september. Den 18. september er efter planen sidste frist for indsendelse af ændringsforslag fra partierne, og den 7. oktober finder den endelige vedtagelse af budgettet sted i byrådssalen ved anden behandlingen.

Der er i byrådet tradition for brede forlig. Eksempelvis i 2021 stod alle partier bag budgetforliget, og to år senere var det kun Ny Borgerlige, der stod udenfor.