Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, onsdag den 12. maj

Placeringen af Destination Vadehavskystens hovedsæde i Esbjerg er ikke blevet lige godt modtaget alle steder.

En af dem, der er fortørnet over afgørelsen, er tidligere borgmester i Ribe, nu byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, Preben Rudiengaard (V). Han har arbejdet for, at den nu tomme banegård i Ribe skulle bruges som destinationens hovedsæde.

– Jeg er stærkt utilfreds med placeringen i Esbjerg. Vi taler om, at vi skal decentralisere, og statsadministrationen flytter mange ting ud. Vi er glade for færdselsstyrelsen, skat og sikringsstyrelsen, som er kommet til kommunen. Men i kommunen centraliserer man det i Esbjerg.

– Det er meget ringe at både erhvervsliv og borgmesteren ikke kan se, at Destination Vadehavskystens hovedsæde skal ligge i Ribe. Den undskyldning med, at det er kun administrationen, der placeres i Esbjerg, giver jeg ikke meget for, for det har en afsmittende virkning, siger Preben Rudiengaard.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) siger i en kommentar: – Det her er ikke et anliggende, der alene gælder Esbjerg. Det er et samarbejde mellem Esbjerg og Fanø kommuner, hvor Ribe og Fanø er de helt store turistdestinationer.

– Erhvervslivet har markant flertal i Destination Vadehavskystens bestyrelse, og det er bestyrelsen der har truffet beslutningen om at placere destinationens administration midt i området, og servicen overfor turister bliver styrket i Ribe, siger borgmesteren.