Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe og Esbjerg Kommune, onsdag den 30. januar
Det er indlysende, at de spærringer, der er i åsystemet i Ribes midtby ikke skal fjernes.
Så kontant udtaler byrådsmedlem Kurt Bjerrum (V) sig efter, at sagen igen har fået mange kommentarer. Kommentarerne er kommet på Ryk Ind Ribes debatside efter artiklen om, at det lokale folketingsmedlem, Anders Kronborg (S), der er medlem af Folketingets miljøudvalg, kommer på besøg i Ribe for at se på forholdene efter en invitation.
Kurt Bjerrum siger videre, at der ikke er noget forslag om at ville nedlægge spærringerne.
– Spærringerne står hos naturstyrelsen som hindringer og skal efter min holdning selvfølgelig fortsat være der.
– Der er i forbindelse med handlingsplanerne for vandløbene skrevet, at hvis der bliver yderligere midler til rådighed, kunne det være en ide at undersøge muligheden for en alternativ adgang for fiskene. Det er jo logik for perlehøns at spærringerne aldrig skal fjernes. Og i den forundersøgelse bør jo også indgå en vurdering af de nuværende muligheder, siger Kurt Bjerrum.